Udtaleforskelle i Danmark: Aldersbestemte, geografiske, sociale (Fidus-serien : Sprog og litteratur)

LARS BRINK JØRN LUND

Udtaleforskelle i Danmark ALDERSBESTEMTE - GEOGRAFISKE - SOCIALE

S ffl

GJELLERUP

UDTALEFORSKELLE I DANMARK

FIDUS-SERIEN, SPROG OG LITTERATUR Redigeret af Erik Hansen, Niels Holck og Flemming Conrad

Willig m.fl. Sprog og konvention. Om rigtigt og forkert sprog Løj, Mogens: Fleksivlære. En studie- og arbejdsbog Togeby, Ole: Sprog og Læseproces. Om læsbarhed Kunøe, Mette: Barnesprog

Jarmsted, Knud: Meningsfuld Ortografi. Om Brugen af Store Begyndelsesbogstaver i Dansk Holck, Niels: Punktum punktum komma streg. Tegnsætning som udtryksmiddel Heger, Steffen: Sprog og Lyd. Elementær Dansk Fonetik 1 Heger, Steffen: Tale og Tegn. Elementær Dansk Fonetik 2 Brink, Lars og Jørn Lund: Udtaleforskelle i Danmark. Aldersbestemte - geografiske - sociale

Udtaleforskelle i Danmark Aldersbestemte - geografiske - sociale

Lars Brink og Jørn Lund

GJELLERUP 1974

UDTALEFORSKELLE I DANMARK, 1. UDGAVE, 1. OPLAG 1974 SKRIFT: MONOTYPE TIMES SÆTTERI OG TRYKKERI: ANDELSBOGTRYKKERIET I ODENSE TILRETTELÆGNING OG OMSLAG: OVE v. SPATH TEGNINGER: ANNETTE PAGH MEKANISK, FOTOGRAFISK ELLER ANDEN GENGIVELSE AF DENNE BOG ELLER DELE AF DEN ER IKKE TILLADT IFØLGE LOV OM OPHAVSRET © JUL. GJELLERUPS FORLAG A-S, KØBENHAVN 1974 ISBN 87 13 01946 5

Indhold

FORORD

7

INDLEDNING

9

LYDLIGE UDVIKLINGER I MODERNE RIGSMÅL

13

De danskes a'er Langt a o >å a>o 3- assimilationen Nogle vokalændringer ved r Nogle monoftongeringer q> i, to qd> gd r-vokalisering

13 18 21 22 24 29 38 39 42 43

A

>j

46

Vokalændring foran tabt r Forlængelse foran A Nogle nye vokallængder i h-kbhsk Forkortelse foran d, /, A, W Likvidassimilationer af, oi / e'q, ø-q Forholdet b/w

48 48 49 50 52 ..

53 54

D E TO KØBENHAVNSKE SOCIOLEKTER

56

PROVINSIELT. KØBENHAVNSK. RIGSMÅL

64

ADVARSEL MOD FONETISK BESJÆLING

79

SKRIFTENS SPÆNDETRØJE

88

KORREKTHEDSBEGREBET

91

SPROGPRØVER

103

ORDFORKLARINGER

110

LYDSKRIFTTAVLE

112

Forord

Udtaleforskelle i Danmark henvender sig til læsere, der ønsker at skærpe deres bevidsthed over for det talte sprog, og som har lyst til at udvide deres kendskab til moderne dansk udtale - det vil primært sige til danskstuderende ved seminarier og universiteter. Sammen med bogen udsendes der et lydbånd med sprogprøver, der skulle kunne give et pænt indtryk af udtalespredningen i samfundet. Vi takker Nationaldiskoteket, Institut for dansk dialektforskning og vore meddelere for medvirken hertil. Vi har bestræbt os på at gøre bogen lettilgængelig, men bedst stillede er selvfølgelig de læsere, der møder med en vis fonetisk baggrundsviden. Særlig Steffen Hegers to fonetikbøger „Sprog og Lyd" og „Tale og Tegn" (med samme lydskrift) vil være et velegnet grundlag. En væsentlig del af bogen støtter sig på et større arbejde om nyere lydudviklinger (se indledningen), hvortil vi har fået råd og hjælp fra mange sider, men da vi betræder et forholdsvis nyt land i sprogvidenskabens verden, skal der nok stadig være fejl og mangler i fremstillingen. For værdifulde kommentarer til specielt bogen her takker vi kandidatstipendiat, cand.mag. Hans Basbøll. København, februar 1974 Lars Brink Jørn Lund

Indledning

Denne bog har som formål at skærpe læserens iagttagelsesevne over for det talte sprog, samtidig med at den skal meddele konkret viden om udtaleforholdene i Danmark i nyere tid. Sproget udvikler sig hastigt i disse år. Enhver lægger mærke til leksikalske nydannelser som ,skæppeskøn', ,miljøvenlig', ,porno', ,røvrende' og ,samspilsramt'; mange betydningsforskelle registreres: ,flipproletar' betyder fx for mange unge ,fattig stofmisbruger', men for de ældre noget ganske andet, ,studenterpukkel' har intet med legemlige skavanker at gøre mere, men betyder ,overflod af studenter' osv. Mange lægger også mærke til de lydlige udviklinger, udtaleændringerne. At dømme efter dagbladenes læserbrevkasser er de endog genstand for stor opmærksomhed, men uheldigvis på et meget overfladisk plan. Desværre kan sprogforskerne ikke frikendes for et vist ansvar herfor. Nyere rigsmålsudvUdinger, ja i det hele taget lydsiden af sprogetj_de_større_byer, er hidtil blevet behandlet stedmoderligt. Lad os i al korthed se på, hvad der oftest siges om de nyere ændringer af rigsinålsudtalen. Nogle mener, at udvMiiigen kan^karaHefisefés med ét ord: skriftsprogsrjåyirkning. Dette må skyldes et indsnævret iagttagelsesfelt - man har ganske enkelt kun registreret nogle få og ret betydningsløse ændringer. Andre mener, at begrebet .forfladigelse' også må ind i billedet, men herved bliver karakteristikken både subjektiv og uhåndterlig. De fleste er enige om, at der egentlig ikke er sket noget videre med udtalen siden salig Holbergs dage. De bør som modgift læse denne bog fra a til z. For vi vil stillet over for denne påstand hævde, at der netop i vor tid er sket så mange og gennemgribende udviklinger som sjældent før i sprogets historie. Mere end hvert andet ord i en løbende tekst har ændret_udtajej_løbet_af de sidste 100 år, og vi jnener, at enhver pædagog og/eller sprogmand, hvadenten han er amatør eller professionel, kan have glæde af et vist kendskab dertil. Derfor har vi skrevet denne bog, der dog kun beskriver et vist udsnit af disse ændringer, nemlig en række af dem, læseren selv kan konstatere i sit eget sproglige univers: dansk ijtounark_j_dag 1 - Hvis læseren hører til dem, der er optaget af socialt betingede sprogforskelle, må han være interesseret i et materiale at afprøve sine fornemmelser eller teorier på - for hidtil har det ikke skortet på teorier eller fornemmelser, men i højere grad på konkret sprogligt materiale. Egentlig er vort primære publikum dog slet ikke professionelle sprogfolk, men de

studerende på seminarier og universiteter. Det er også med henblik på dem, vi har udarbejdet de mange opgaver, som kan besvares af én eller af flere studerende sammen. Materialet til grund for bogen er indsamlet mellem 1967 og 1973. Vi har fremskaffet og analyseret hidtil uudnyttede optagelser fra bl.a. Nationaldiskoteket og Radioens Stemmearkiv, hvorved vi har fået lejlighed til at skaffe os førstehåndskendskab til rigsmålsudtalen hos personer født så tidligt som i sidste århundredes første halvdel. Undersøgelsen heraf er fulgt op med analyser af sproget hos nulevende personer i forskellig alder. Vi har ca. 25 meddelere pr. tiår i vores periode, der strækker sig fra 1840 til 1955. Årstallene angiver meddelernes fødselsår; de yngste er dermed knap 20 år ved bogens udgivelse. Når begyndelsestidspunktet er sat til 1840, skyldes det, at vi ville gå så langt tilbage, som de lydlige kilder kunne føre os, og netop fra 1840 er der så stort et antal meddelere, at man kan få et tilfredsstillende indtryk af, hvordan talesproget har lydt. Mange læser ganske vist op på* disse gamle optagelser, men dels er der adskillige udtaleforhold, der ikke påvirkes af jsynsjndtryk, og dels er der nogle, der er frit samtaleMe^^c)g~aetTfrsamtalesprog er vort egentlige emne. Selvfølgelig interesserer vi os også for foredragsog oplæsningssprog, for udtaler på et hvilketsomhelst distinkthedsniveau, men opmærksomheden har naturligt samlet sig om den vigtigste daglige kommunikationsform mand og mand imellem, detsjpontanejtalesprog. - De nulevende meddelere har vi naturligvis kunnet arbejde mest intenst med. Vi har analyseret spontant talesprog og oplæsning, vi har testet enkeltord og undersøgt, om udtaleændringerne har haft indflydelse på, hvilke lyde der bruges til at adskille forskellige betydningsindhqld, og hvilke ord og ordforbindelser der i talesproget falder sammen. (Se i ordforklaringen under „kommutation'). Om vores arbejdsmetoder kan man læse nærmere i vores lydhistorie, der i vid udstrækning ligger til grund for bogen her. Vi skrev, at årstalsangivelser normalt henviser til personernes fødselsår. Et udtryk som ,sproget i 1920'rne' betyder altså ,sproget hos personer født i 1920'rne', og en vending som ,denne form høres ikke efter 1910' betyder „denne form høres ikke hos personer født efter 1910' osv. Vi mener, at meddelerens fødselsår er en langt vigtigere oplysning end en angivelse af, hvornår et ord eller en sætning er blevet udtalt. Man ændrer normalt ikke sin udtale, når man er blevet voksen, der bliver normalt højst tale om småjusteringer, særlig med hensyn til intonation ( = sætningsmelodi) og enkeltordsudtaler, og naturligvis^ kun, hvis man ændrer sprogligt miljø. Siger man fa: ,far' som 15-årig, er det utænkeligt, at man skulle sige fau, om man end blev nok så gammel, og det er også usandsynligt, at man skulle begynde med fau og senere gå over til /or. Derfor er fødselsåret så vigtigt. Det siger faktisk ikke ret meget, at en bestemt udtale er registreret fx i 1968, for den kan skyldes 10

et børnehavebarn fra 1963 eller en olding fra 1866 - og de taler jo ret forskelligt! - Vi har mange gange haft lejlighed til at høre optagelser med den samme meddeler med årtiers mellemrum, fx en optagelse med Jacob Paludan fra 1930'rne og én fra 1970'erne. Udtaleændringerne har, hvis der overhovedet har været nogen, altid været minimale. Derimod er forskellene normalt betragtejigejnellem to personer jned enaldersforskeljpå fx 20 år. Det vil læseren nok give os ret i,Tiår han har læst bogen og skærpet sit fonetiske beredskab. Det sprog, hvis ^dvjklingjl beskriver, er rigsmålet. En rigMnålsform_er_en form, der er udbredt jJyer hele jiget. be lgøn'a, ,begynde' udtalt med stød, er fx en rigsmålsform. Den kan høres i alle egne af landet, også i fx Maribo og Århus hos de personer, hvis sprog ligger tættest op ad det helt ulokaliserbare. be [gønd, ,begynde' udtalt uden stød, er derimod ikke en rigsmålsform, den er lokaliserbar, fx meget udbredt i Jylland. På samme måde er så'd ,sort' (rimende på ,bort' adv.) lokaliserbar, hvorimod scud kan høres overalt. pew'o ,peber' (udtalt med stød) er lokaliserbar, pewo er en rigsmålsform, ktrip ,kage' og mådd ,måtte' er ikke rigsmålsformer, de kan lokaliseres til Sjælland (,Sjælland' og .sjællandsk' indbefatter her og andre steder ikke Storkøbenhavn), derimod er kå-p og mods rigsmålsformer, der ogsåfindesoveralt på Sjælland. En person uden lokalt bundne træk i sit sprog vil vi kalde en rigsmålstalende.

Der er to slagsjrigsmålsformer i dansk^den ene findes statistisk hyppigere hos personerjneJJ^gLsockl j.|atuSj den anden findes statistisk hyppigere hos personer med lav social status (på bestemt tid og sted). En rigsmålsform, der er positivt korreleret med høj social status, kalder vi en h-rigsmålsform, en rigsmålsform, der er positivt korreleret med lav social status, kalder vi en l-rigsmålsform. Eksempler: udtaler som kånw ,komme', man' ,mand', gulås ,gullasch' og ijalfø'j ,chauffør' kan høres overalt i landet, statistisk hyppigst hos personer med lav social status. Det er med andre ord 1-rigsmålsformer. H-rigsmålsformer er derimod koma, man', gulas, §oxføjL. H-rigsmål og 1-rigsmål er sociolekter. Grundige studier mange steder i landet har overbevist os om, at talesprog med lutter ulokaliserbare former kun er at finde hos personer opvokset i København og (sjældnere) på Sjælland - og derved bliver disse personer jo egentlig også lokaliserbare, nemlig ved mangelen på lokaliserbare former. På denne måde bliver københavnsk praktisk taget lig med rigsmål, og det kan jo ikke undre den sprogmand, der ved, at rigsmålet er udviklet på københavnsk/sjællandsk grundlag, og endnu mindre forbavsende er det, når man erfarer, at samtlige københavnske udtaleændringer breder sig til det øvrige land. Køtenhavnja- med andre ord udbredehescentrum. (Se nærmere om sprogforholdene i Danmark side 64ff)7 11

De h-københavnsktalende har lutter ulokaliserbare former i deres sprog. En h-provinsielt-talende er en person, der taler det typiske sprog i de højeste lag det pågældende sted, og det vil i praksis sige, at han har relativt få lokaliserbare former i sit sprog. H-københavnsk- og h-provinsielttalende kaldes med en fællesbetegnelse h-sprogstalende, for Københavns vedkommende en gruppe bestående af normalt relativt højt socialt placerede personer, for provinsens vedkommende en gruppe bestående af normalt endnu højere socialt placerede personer i de større byer. L-sprogstalende er på tilsvarende måde de lavere sociale lag de samme steder. Uden for København er de lavere sociale lag normalt prægede ikke alene af 1-rigsmålsformerne, men også i mærkbar grad af den omgivende dialekt. De taler i vor terminologi 1-provinsielt. Personer, hvis sprog står rigsmålet langt nærmere, end det står den stedlige dialekt, siges at tale ,provinsieltfarvet rigsmål', der altså omfatter mange grader af lokalpræg - lige til det mindste. (En grundigere redegørelse for terminologien kan læses i vores lydhistorie). Når læseren har vænnet sig til denne terminologi, håber vi, han vil tage den op. Vi har taget betegnelsen .rigsmål' på ordet og bruger den til at beskrive sprogformers geografiske udbredelse i riget. Andre bruger - noget misvisende - glosen i betydningen ,sproget hos de dannede', altså i virkeligheden til at betegne noget socialt bestemt. Når vi inddrager det sociale aspekt, gør vi udtrykkelig opmærksom på det ved anvendelse af bogstaverne h og 1. Vi præciserer altså, hvornår vi beskriver noget socialt, hvornår vi beskriver noget geografisk, og hvornår vi beskriver noget, der både er geografisk og socialt bestemt. Gak hen og gør ligeså!

12

Lydlige udviklinger i moderne rigsmål

DE DANSKES A'ER Kort a En sætning som smVn sma.rC ifianh ^aldri i Hcmma.nsbo.ifgr}. ,min mand handler

aldrig i Landmandsbanken' udtalt med „dybe" a'er vil skurre i manges ører; den talende vil ofte blive opfattet som affekteret, fin på den osv. For hundrede år siden ville ingen have fundet udtalen bemærkelsesværdig, hvorimod man nok ville have studset ved at høre den moderne udtale 'jrø'n 'røz/z' ]hanh ] aldri i Uanmansbaifgn i dannede kredse. Det ville have virket socialt karakteriserende på samme måde, som udtalen smVn ^mårC shånlo ^åldri i Hånmånsbaifgn gør i dag. Forklaringen skal vi se lidt nærmere på i det følgende. Det er først i nyere tid, det danske a er blevelprpblematisk. Helt op i forrige_århundrede eksisteredederkun,.ét kort a: a. Det hed altså kxsda, fo.dd, hal\ Icm'fi, van' ,kaste, fatte, halv, landet, vand' osv., og man sagde tag3, /a/f, /afo, afdn ,takke, lang, lappe, aften'. I dag har så godt som alle to klart forskellige a'er i første og sidste ordrække, medens deFkorte"danske å altså tidligere i alle stillinger lød omtrentjonLkortjij^de fleste andre europæiske sprog. Det berømmedes sågar for sin uforanderlighed af præsten og sprogmanden Henrik Gerner 1629, der jo ikke kunne vide, at hans landsmænd senere skulle blive yderst opmærksomme over for de mindste nuancer netop i udtalen af kort a. Otto Jespersen_186O er den første, der skriver, at den korte a:lyd hos nogle er mere fremskudt foran alyeolærlyd (d, d, I, n, s, t) end i andre stillinger - og hermed er vi ved sagens kerne, udspecialiseringen af kort a, der kan følges nøje i de mundtlige kilder, der står til vores disposition. I perioden 1840-60 er a foran alveolær og nul (eks.: ,da') meget ofte bevaret, men hos en del kan der af og til forekomme mere lukkede kvaliteter, hos ganske få obligatorisk. I 60'erne, 70'erne og 80'erne går det støt tilbage for a foran alveolær og nul, i 90'erne findes der kun a hos 2 af ialt 19 københavnskfødte, h-sprogstalende meddelere i vort materiale, og i 1900-tallet er a en yderst sjældent forekommende lyd foran alveolær og nul, så sjælden, at mange giver efter for tilbøjeligheden til fonetisk besjæling (se s. 79) og kalder den påtaget, affekteret osv. I langt de fleste tilfælde findes den hos personer opvokset i konservativt talende kredse, påtaget er den sjældent (vi kender ikke et eneste eksempel herpå), den er ligeså naturligt udviklet og ubevidst dannet som 1-sprogets å og moderne h-sprogs a. 13

a-vekslen Hvor der følger et r, o eller <x i en stavelse efter et kort a + alveolær (fx ,aldrig'), bevares det gamle a særlig længe. Mange ældre og midaldrende har fakultativ eller obligatorisk a-vekslen og siger dermed kasdB kaste fads fatte mas3 masse

men men men

dan'sg dansk bal' bal

men men

kotsdo fach mxso

kaster fatter masser domsgo dansker bal 'o baller

osv.

Særlig længe holder a sig, hvor den a-bevarende lyd er radikal, dvs. hvor den hører til ordets rod (latin: radix) og ikke blot er bøjningsendelse. Derfor hører man stadig vidt udbredte udtaler som aldo ,alter', al'so ,altså', dado ,datter', lado ,latter', matri'åia ,materiale', plaå'o ,pladder' - og i en række ord, restgruppen, er a stadig obligatorisk i københavnsk h-sprog: aldrig (sml. alle) Anders(en) (sml. Anne) anderledes (sml. and)

andre (sml. anden) forandre, (u)foranderlig (sml. forbande) vandre (sml. vand)

Der er med andre ord stadig spor af det gamle a foran alveolær i h-sprog og i 1-sprog hos yngre. De ældre 1-sprogstalende har ofte a/å, selv i restgruppen; kendt bl.a. fra parodier er stadig aldo ,aldrig', vånds ,vandre', ånosn ,Andersen', men a i restgruppen kan også have baggrund i regional variation. Fynboer siger ofte vandro, anosn, men vist aldrig aldo.

Opgave 1 Giv på baggrund af gennemgangen en forklaring på og rubricering af aforekomster i sætningen ,min mand handler aldrig i Landmandsbanken'. Klassificer på tilsvarende måde a-lydene i ,klatre, laks, materiale, rabatter, sang, Valdemar'. • L-sproget er tidligst ude med a/å foran alveolærlyd og nul og indfører det sågar til at begynde med også foran a, o, r. L-sproget lægger sig fast på kvaliteten å og opnår dermed kvalitativ overensstemmelse mellem kort og langt a fx i ,Jane-Janne', ,hane-Hanne', ,bane-bande', ,gale-galde'. å har eksisteret i østjysk temmelig længe, dog noget svagere korreleret med lav social status end i København, men efterhånden er å blevet en ulokaliserbar 1-sprogsform på linje med h-sprogsformen a. Det skal blive spændende i de 14

kommende årtier at se, om a og å fortsat kan eksistere side om side, eller om den ene vil sejre. Overgangstyper

Den ovenfor skitserede fordeling af a og a dækker ikke hele sprogsamfundet. Før nogle undtagelser omtales, repeterer vi lige normalfordelingen i samarbejde med læseren, der selv leverer eksempelmaterialet. (Der ses bort fra visse forhold i forbindelse med stavelsesgrænse: ,Paris, papir' eta). h-sprog a 1-sprog å foran d foran d/t foran / foran n foran s foran 0 ( = nul)

h-sprog a. 1-sprog a, ar efter r foran b/p foran m foran / foran g/k foran r[ foran w

I overgangstiden mellem obligatorisk a + alveolær og obligatorisk a + alveolær findes der selvfølgelig meddelere, der snart har a, snart a, og atter andre, der fakultativt eller obligatorisk har mellemformen cc foran alveolær. Der kan ligeledes høres a* eller a foran labial (b, m, f) og velær {g, {rj)) helt op i 1900-tallet. Vi har hørt a foran labial lige fra 1867 til 1947, men altid hos et mindretal, er har heller ikke været ualmindelig. Foran t[ og to har a dog været næsten obligatorisk.

lagttagelsesøvelse Hvad betyder de transskriberede ord? Sammensætninger uden kryds er konstrueret til lejligheden.

X) larjkrabd

tarikru's X) taqkru's sarjkasa

x) Hvilken forklaring kan der gives på forekomsten af a i X-ordene? 15

Nogle kommutative konsekvenser Iagttagelsesøvelsen viste nogle nye differentieringsmuligheder i sproget. Da a og <x imidlertid normalt findes i forskellige lydlige omgivelser, er det ikke så mange nye kommutationspar, der kan opstilles. Her er et par typer: ams va ja no-a mra

Anders hvad ja Noa Mia

|| anos || va 11 joc |[ no'x || mva

Anners (genitiv pluralis af ,Anne') hvad(behager) ? jeg (kun hos yngre) Nora Mira

I nogle af eksemplerne forudsættes fuldbyrdelsen af andre periodeudviklinger; a-specialiseringen er i alle tilfælde en nødvendig betingelse for eksemplernes gyldighed, men i de to sidste ikke en tilstrækkelig betingelse.

aj-diftongen a[ > er} > af > or/ > a[ Vi har foran os en ret speciel udvikling, der markerer en cirkelbevægelse, aj-diftongen, der nok er sprogets almindeligste, findes i en række højfrekvente ord som ,sig, mig, dig, jeg, maj, vej, nej', og vi behøver ikke tage fremmedord som ,Hein, nylon, Ceylon' med for at vise, at diftongen kan betegnes på usædvanlig mange forskellige måder i skriften. Da de fleste hjemlige ord har førperiodisk «/ (der endnu findes i mange dialekter), bliver udviklingsgangen endnu mere påfaldende. Vi får nemlig «•/ > a[ > aTi > a{ > aT/ > a[ Det var noget af et sprogligt chok for os på de ældste båndoptagelser at høre en a/-udtale, der af de fleste nulevende opfattes som vulgær. Men a/ og arl dominerer i periodens begyndelse, hvad også nogle skriftlige kilder bærer vidnesbyrd om. Fr. L. Mynster, der er født i 1811 i København, skriver således, at ord som ,nej, vej, jeg' udtales ,naj, vaj, jaj' - og det eneste a, der dengang kunne være tale om, var a. Også jyden Israel Levin, der er født året før i Randers, kan oplyse, at a lyder ens i ,tavs, hans, man, maj'. «/ har altså i folks bevidsthed ingenlunde haft samme tvivlsomme status, som det har helt op til periodens slutning. Det kan man forvisse sig om ved at lytte til gamle grammofonplader fra omkring århundredeskiftet, hvad man faktisk ikke så sjældent har lejlighed til i radioen. I begyndelsen af perioden lød det korte a foran det palatale / som nævnt ligesom det korte a i andre stillinger: a. Hos nogle kunne a i aj-diftongen 16

dog være mere lukket og fremskudt end ellers foran andre fortungelyde (palataler og alveolærer), altså det stik modsatte af, hvad der nu er tilfældet: a i aj-diftongen er altid mere åbent end a foran andre fortungelyde, hvor man jo i h-sprog har a, i 1-sprog å. 11-sprog er kontrasten således størst: « «-> å. I grove træk er udviklingens forløb i h-sprog således: 1840-1875: a/ og ari dominerer. 1875-1920: a[ dominerer. 1920-1945: aT[ dominerer. Efter 1945: a/ ekspanderer og sejrer. Medens h-kbhsk. har gennemgået disse mange faser, har 1-kbhsk. repræsenteret konservatismen. «/ har været almindeligst her siden midten af forrige århundrede, da udtalen af aj-diftongen ikke markerede noget sociolektisk skel. Når a[ har kunnet holde sig i 1-kbhsk., skyldes det sikkert den 1-københavnske forlængelse foran /. Man sagde altså (ligesom nu) fak.: / cc. Ordene i venstre kolonne har opr. kort vokal. barre Skarre karry 2*

bare skare Kari 19

ard nar!(vb.)

art nar(sb.)

Efter udviklingerne CC-A > «• og a?' > å- er vokalafstanden mellem infinitiv og præsens af verber på langt a blevet betragtelig. Hvor man nu siger ha' ha(ve) tå' ta(ge)

ha' har fa' ta(ge)r,

sagdle man før har' tcv'

hcr'u tcr'j,

ligesom man i andre verber på trykstærk vokal havde se' se dø' dø klæ' klæ(de) sy' sy

se'u ser dø'* dør kW i klæ(de)r sy'u syr

osv.

Også i stillingen efter r åbnes det lange a: kror v > krotrto prcr'q > pra'w rcr-na > ru-m prcc'h > prcch di > dra'bli

krav Prag rane prale drabelig

osv.

Hos enkelte meddelere fra forrige århundrede kan man også høre rer eller sågar j-fl'-formér, idet ,ra-'-forbindelsen hos dem kan tage del i den generelle lukning af langt a. rer- > ra- er senere end «Tv > ro (side 32) i ord som ,russisk, gruppe, krudt' og som følge af forkortelsen foran d og J: mod', tro/, rod' ,mod, tror, rod' osv. o er altså ikke blevet en sjælden sproglyd, den er også bevaret foran A i fx ,hurtig, knurre (hos mange), nordisk, torden' og af analogiske grunde næsten altid bevaret i typen: ,bopladser, totiden5 osv., i fx ,skomager' og ,trofast' findes dog å hos mange, i .frokost' hos alle, hvorfor?

å >D Horld sår orp!

Det l-sproglige i er kendt og lidet agtet af deflesteh-sprogstalende. Vi finder det i mange af sprogets ord: ,holde, potte, komme, lokke, kop, post' osv., hvor h-sproget jo har o. Det var derfor noget af et chok for os at høre den „vulgære" kvalitet hos fornemme gamle skuespillere som fx Peter Jerndorff 1842, der ligefrem for offentligheden stod som indbegrebet af en dannet rigsmålstalende. Det viste sig hurtigt, at han ikke var noget unikum, men blot repræsentant for en generation, der konsekvent havde å svarende til det moderne o. Vi har hørt i-former hos over 10 mellem 1840 og 1860, så sent som hos Karen Blixen 1885 kunne de høres (lyt selv efter på en af de mange optagelser), men herefter er å fortrængt fra h-sprog. På Jerndorffs tid var det selvfølgelig de nye kvaliteter, man var på vagt overfor. Selv har han i sin publikation „Om Oplæsning" advaret mod „den ( )hæslige [Overgangslyd] (- -) mellem aa og a (appe paa Laftet. Kam hun saa? Ja, hun kam da jeg havde kældet.)" Både den afrundede, a-agtige oc-lyd og o må have klinget påfaldende for en person, der selv sagde å. å-formerne var imidlertid på retræte i h-sprog, da Jerndorff omkring århundredeskiftet skrev de citerede 22

linder, hvad også den skarpe iagttager Otto Jespersen 1860 har lagt mærke til. Han skriver i sin „Fonetik" 1897-99, at der særlig hos børn er tendens til at afrunde o. En afrunding vil netop resultere i en a-agtig lyd. Den lyd, Jespersen betegner med o, er imidlertid ikke den moderne o-lyd, men nærmest den gamle a-form. Det ved vi fra de overleverede optagelser med Jespersen. I perioden mellem det enerådende å og det enerådende o i h-sproget har der eksisteret mange forskellige vokalnuancer. Mellemformen o~ var særlig almindelig i begyndelsen; hos personer født i årene omkring århundredeskiftet finder man hos 50% eksempler på afrundede, mere eller mindre a-agtige o'-former eller fremskudte s'er. Afrundingen er kun i helt ekstreme tilfælde så kraftig, at der sker sammenfald af typen ,tap'=,top', ,stakken' = ,stokken', ,Tom'=,tam'. Afrundede og fremskudte udtaler karakteriseres ofte som affekterede, pseudo-fine, og personer, der har hang til fonetisk besjæling, forklarer dem ofte som resultatet af en bevidst reaktion mod den vulgære å-lyd. Hvis dette er rigtigt, skulle iflg. vores undersøgelse en hel generation (1895-1910) for 50 procents vedkommende bestå af snobber. Næh, man finder disse former hos personer af alle politiske og ideologiske afskygninger, vi har fx hørt dem hos Mogens Fog og Hans Kirk, der vist ikke normalt beskyldes for affektation. Hos midaldrende og ældre er s", o altså naturlige nok, men vi vil da ikke 100% afvise, at personer, der er usikre over for h-sproget, i visse tilfælde tilegner sig o", å, evt. som reaktion mod å i deres eget sprog, men man kan i hvert fald ikke uden videre kalde dem for „ekspeditrice-danske" udtaler. I ,åj'-diftongen er førstekomponenten som regel identisk med det o, man har i andre lydlige omgivelser. Også her er afrundede og fremskudte former udsat for fonetisk besjæling. Sammenfald af typen ,høj'=,haj', ,støj'=,steg' er ikke obligatoriske hos nogen og i det hele yderst sjældne - uden for parodier på affekteret sprog.

Opgave 6 Find en person, der beskyldes for at tale affekteret, og lad vedkommende udtale ord som støj - steg høj - haj

sokker - sakker stokken - stakken.

Kan der være sammenfald? - Undersøg endvidere personens korte a-lyde. • I traditionel lydskrift noterer man ofte førstekomponenten i ,åj'-diftongen anderledes end o i andre forbindelser, men som nævnt er denne praksis 23

urimelig. Hvis læseren udtaler ,og så javel' = , og Soya vel' (med samme trykfordeling, ellers duer eksemplet ikke) og har sammenfald af .stråhjerter' og ,strøgærter', kan han roligt følge os på dette punkt - for så har han ikke noget skifte mellem o i de førstnævnte ordformer og o i de sidste. I en anden 3-diftong, ow, sker der også noget i vort århundrede, oiv findes fx i ,sovs, dog, hoven, rogn, flov, kogle, vogn, Poul' - og her havde man obligatorisk åw (i ,-og'-ordene sjældent åq), dengang man havde å overalt svarende til det moderne o. Senere udvikledes der regelmæssigt ow, men et stykke inde i vort århundrede sker der det, at åw „genopstår" for at blive enerådende hos de unge. Personer født mellem 1910 og 1940 vakler almindeligvis, nogle har en fast fordeling, idet ow findes i bestemte ord, åw i andre. Efter 1940 hører man ret sjældent ow hos københavnere. Når udtrykket ,genopstår' er anvendt ovenfor, må det ikke tages for bogstaveligt, åw's nyopdukken skyldes selvfølgelig ikke en erindring hos sprogbrugerne om tidligere forhold, ow > åw indebærer en artikulatorisk lettelse, og det er nok bl.a. her, man skal søge forklaringen på udviklingen.

Opgave 7 På hvilke forskellige måder kan ,og' udtales i dag?

3-ASSIMILATIONEN Anna, jeg skal ned og lufte hunono jceddn > jcedn Jætten' ken'an > ken'n ,kinden' fæh >fcell ,fælde' ko'an > ko'on ,koen'

sgri-va >sgri'w ,skrive' ro'dg > ro'å ,rode' sdap > sda.il =stege' osv., osv.

Den mest_germemgribende lydudvikling i nyere tid er den såkaldte a-assimilation, og man må forbavses over, at dens eksistens i rigsmålet er så godt som upåagtet, også af sprogfolk. Når udviklingen kaldes den mest gennemgribende, er det både, fordi den medfører drastiske forskydninger i sprogsystemet (først og fremmest en række nye sammenfald), og fordi den rammer overordentlig mange af sprogets ord. Endvidere er det en af de få udviklinger, der i sammenhængende tale forløber så godt som uafhængigt af ordgrænser. 3 var tidligere vor almindeligste svagtryksvokal; dansk havde særlig rig repræsentation af denne vokal, eftersom både a, i og u, såkaldte fuldvokaler, var blevet svækket til 9. Medens man i olddansk fx i en række ord med 24

endelsen -i holdt nominativ ude fra andre kasus, der havde -a, kan vi i moderne dansk ikke opretholde en sådan skelnen på tilsvarende måde, for både -i og -a har i tryksvag stilling udviklet sig til a (der altså nu i sidste omgang kan assimileres). olddansk Nominativ hani Akkusativ hana Dativ hana

moderne dansk hane hane hane

I andre bøjningsmønstre kunne en vekslen mellem -a og -u på tilsvarende måde have kasusadskillende funktion: Nominativ gata Akkusativ gatu Dativ gatu osv.

gade gade gade

3 er således trådt i stedet for flere hyppigt anvendte svagtryksvokaler. Når man kalder udviklingen af a, i, u > 3 en svækkelse, skyldes det, at d artikulatorisk er en mere central vokal, en midttungelyd, der hverken er særlig fremskudt eller tilbagetrukken og hverken særlig åben eller snæver. - Med den moderne a-assimilation går man endnu et skridt videre end ved den skitserede middelalderlige svækkelse: en total-assimilation indebærer jo, at lyden som sådan forsvinder, dog ikke nødvendigvis således at alle dénsegenskaber falder bort. En totalassimilation er ikke så radikal en ændring som en synkope (sml. ,himlen' og ,himmelen' henholdsvis med og uden synkope) eller en apokope (sml. ,grev' og ,greve' henholdsvis med og uden apokope), hvor en lyd helt forsvinder. Hvis ordene ,koen' og ,ramme' var blevet ramt af henholdsvis syn- og apokope, havde vi fået ko'n og ram, men det drejer sig om en assimilation, så resultatet bliver ko'on og ram/n. Ved assimilationen sker der altså ikke nogen reduktion af stavelsesantallet. Loven kan formuleres meget enkelt: s assimileres med den mest sonore nabolyd, hvadenten det drejer sig om en vokal eller en konsonant. Ved sonoritet forstår vi klangfylde, dvs. enkeltlydenes lydstyrke ( = hørbarhed) ved et givet ekspirationstryk (ekspirationstryk = udåndingsstyrke). Ved samme udåndingstryk har lydene forskellig styrke, det er ikke lige let at høre dem. Ved et givet tryk kan / fx kun opfattes inden for en afstand af 2 meter fra den talende, medens a kan høres på langt større afstand. Nedenfor skitseres lydenes sonoritetsrangstige

25

mest sonor

åbne vokaler samt J halvåbne, halvsnævre vokaler samt ID, d, / snævre vokaler

Jr mn i\ V

mindst sonor

ustemte konsonanter

Som det kan ses, er ,Orla's mor bedre stillet end ,Fritz'es, når børnene skal kaldes til middagsbordet! Mellem ustemte lyde (fx i ,nakk å'ån. Type 2: Assimileres a med de sonore lyde tv, /, d efter kort vokal, gentages w, /, 3 stavelsesdannende: w, /, d danner stavelsestop, ligesom a gjorde det før udviklingen: sows > sswtv ,sove', syw'arihaV > syw'ymhal' Ji\ rap > mft ,reje', no[3n > nslpi ,nøgen', sedd > sedø ,sidde', sgoda > sgodfy ,skodde' osv. 26

Assimilation i type 2 kan også høres fra periodens begyndelse, men den er ikke så tidlig som assimilationen i type 1. a-assimilation ved d efter lang vokal giver stavelsesdannende å: go-da > go'$ ,gode', x'da > *r læån ,laden' osv. Et å vil i dansk normalt være mere sonort end de mindst sonore vokaler, hvorfor 9 mellem disse vokaler og d assimileres med konsonanten, ikke med nabovokalen. Eksempler som de følgende hører derfor hjemme i type 2, ikke i type 1: ti-$ ,tiet', Wå ,li(de) det', sgrwd ,skruet', kw$ ,kuet', sgy$ ,skyet'. Type 3: Herefter følger assimilation med de ligeledes stemte, men mindre sonore nabolyde som i de nedenfor anførte eksempler. Ligesom i type 2 gælder det, at efter kort vokal fås identisk, stavelsesdannende konsonant (pcena > pænij. ,penne')- Efter lang vokal er det konsonanten foran 3, der bliver stavelsesdannende Qwrna > pce-n ,pæne')- Eksempler: mæh > mæ],male' næh > ncel1,nælde' rand > rånn ,runde' Iæm3 > Ixm ,larme' færp > færpi ,fænge'

hirh >/z«7,hule' fa[3 > fall,falde' to'tiB >to"/?,tone' fø"«a >læ-n,læne' lærCan > læn'n ,lænden' dcrma > då'rfi ,dame' ramd > rumrri ,ramme' næmB > næmm ,nemme' lårpn > lårpi ,lungen' osv.

Type 4: a-assimilation ved ustemt konsonant resulterer som nævnt i fuldstændigt bortfald af opr. a. Udviklingen her får altså mere drastiske konsekvenser for ordstrukturen. husgd > husg ,huske' fads >fad,fatts' knobs > knob ,knappe'

tcer[g3 > tceqg ,tænke' pass > pas,passe' kafs > Æa/,kaffe'

osv.

Her er den assimilerede form jo ingenlunde obligatorisk, selv ikke hos de yngste, og i højere grad end ellers er den bundet til sammenhængende tale: x degydegxpas ,det kan da ikke passe', dusg^husgdinpagsigahåds ,du skal huske din pakke cigaretter' osv.

Opgave 8 Skriv i transskription assimilationsresultatet i nedenstående ord: ,kulde, kuglen, sjælen, sjælden, dagen, huset, k'et, tågen, byen, Lindegården, hjorten, takke (i ytringsudlyd), (kan du) ikke sætte (den dér?)'. •

Særtyper Forbindelsen / + a trodser i nogen grad assimilationen, uden dog ved perio27

dens slutning at være upåvirlcet nerai. , vilje, unje, Kastanje" osv. nøres oite med a, men assimilationen er dog i fremmarch. Assimilationsforløbet er også trægere i typen -VCjC2a (V = vokal, C = konsonant), hvis Q er mindre sonor en C2. Dette viser sig i ord som ,pusle, tætne, takle, ødsle, cykle, fable, mugne, ramle, væbne, formøble'. Endelig modstår et „bitryks-a", dvs. et a efter nultryksstavelse, på grund af sit relativt stærke tryk (helt eller næsten = bitryk) bedre assimilationen end a i andre stillinger: hivsrp ,husene', kadija ,kattene', a'roc'bana ,araberne', sy'osgB ,syerske' osv. I forbindelserne opr. da, ad, an og hvor a står foran en sonor vokal, er assimilation dog også her langt almindeligst i periodens slutning. Derfor siger man laldd ,lallede',fcctidd,fangede', e'pnd ,egernet', vcualsd , værelset', j3/onsn ,Jørgensen', ^hwsrpoga ha.-^n ,husene og garagen', hbænnosdr^må'tisg .spændende og dramatisk'.

Opgave 9 Forklar den komiske virkning (på det sproglige plan) af Osvald Helmuths hyppigt gentagne „Anna, j'eg skal ud og lufte hundene", sidste ord udtalt hunana.

•

a assimileres, alt andet lige, lettere mellem identiske konsonanter og konsonanter med beslægtet artikulation end mellem forskelligt dannede lyde. Der er større tilbøjelighed til assimilation i spændende nittende alle lusene og vise sig dumme bror den gamle las

end i

drengene stikkende alle musene og vise mig dumme søster den gamle garde

Vi har hidtil især set på ordformer uden for sammenhængende tale; vi har inddelt dem i typer efter overgangstidspunkt og - uløseligt forbundet hermed nabolydenes sonoritetsgrad. Af afgørende betydning for overgangens forløb er endvidere placeringen af a i sætningen. Foran pause, altså især i sætningsudlyd, bevares a langt bedre end i stillinger, hvor a står i obligatorisk indlyd. Et a i ordudlyd har mulighed for placering i sætningsudlyd, det har et indlydsa naturligvis ikke. Derfor kan man høre kam ,kande', men ikke kanan ,kanden', pce'h ,pæle\ men ikke pæ'hn ,pælen', vafa ,veje', men ikke vanart ,vejen' osv. (Læseudtaler ses der som sædvanlig bort fra). Ord, der ender på opr. a/, an, ad eller opr. asa, ana, alda, apa har derfor særlig tidlig og obligatorisk assimilation. 28

Eksempler: sygl cykel sdag\ stakkel

køgr[ køkken sbråfå sprunget

Fortsæt selv: husene cyklede

kendelse væltede

lagri lakken svetf$ svinget

springende enkelte

Opgave 10

Ja eller nej! - Er der i de nedenfor anførte ord og konstruktioner sammenfald mellem venstre og højre kolonne i „solid", tydelig udtale efter udviklingen? pigen - pine forsone — for soen doven - dovne egen - egne tide - tiet ruget - rude skyet - skyde •

for ti i sagen - fortie sagen sende os en hilsen - sender os en hilsen Fuglsang - fuglesang kan Due ånde - kan duer ånde ene i mål - enig i mål - enige mål nissen Adser - nisse nasser

NOGLE VOKALÆNDRINGER VED R Strikke, strække, strejke. Rikke, række, rakke. Hære, herre, hager Kort og langt e og ø åbnes i stillingen efter r, således at der svarende til opr. re, rø, re-, rø- i periodens sidste del haves ræ, ro, ræ\ ro- eller endnu åbnere vokalkvaliteter. De fire lydforbindelser er meget almindelige i sproget, vi har dem fx i (opr. re) fred, frisk, krikke, prins (opr. rø) bryst, frygt, grynt, krykke (opr. re-) ren, greve, kreds, skrevet (opr. rø-) frø, frøken, grød, prøve De kortvokaliske forbindelser åbnes langt tidligst. Hos yngre mennesker kan de opr. kvaliteter ikke længere høres, end ikke hos konservativt talende. De nye former er faktisk allerede i overtal omkring 1840, altså så langt tilbage vi kan følge sproget ved direkte aflytning - men de omtales først i 1950'erne, og da nærmest som noget specielt for den opvoksende generation i hovedstaden. En af de forfattere, der særmærker formerne på denne måde, siger 29

for øvrigt selv ræ og ro, uden dog vist at ville henregne sig selv til gruppen af unge københavnere. Vedkommende er vokset op i Østjylland omkring århundredeskiftet og i øvrigt en højt estimeret forsker. Det kan i første omgang virke forbløffende, at der skulle gå så mange år, før sprogforskerne fik øre for de nye former, men det må erindres, at de fleste, når de ytrer sig om rigsmålsudtalen, støtter sig meget stærkt til deres eget sprog, og når man lytter til sin egen udtale, taler man normalt på et højere distinkthedsniveau end i alm. flydende tale. Distinkte former er så godt som altid historisk ældre, altså konservative, end de ikke-distinkte, og er man (som flere af de forskere, der har beskæftiget sig med rigsmålsudtale) opvokset i provinsen, kan det blive meget gamle former, man har for „sit indre øre". H-sprogstalende provinsboer er nemlig normalt konservative i forhold til de jævnaldrende i hovedstaden, hvorfra de fleste rigsmålsudviklinger udgår. Hertil kommer, at mange er stærkt prægede af Otto Jespersens beskrivelser af dansk udtale (de ligger også til grund for udtalegengivelsen i Ordbog over det danske sprog) - og for Jespersen 1860 var re og rø-formerne de mest nærliggende. Endelig skal det betones, at udviklingerne re > ræ og rø > ro ikke medfører særlig iørefaldende sammenfald, ord, der tidligere udtaltes forskelligt, er normalt heller ikke ens efter denne udvikling - og nye sammenfald (eller nye differentieringsmuligheder) er noget af det, der interesserer sprogfolk mest. Når der ikke sker sammenfald med opr. ræ og ro, skyldes det, at disse forbindelser allerede tidligere er udviklet til rd og ro eller endnu mere fremskredne vokalpositioner. Af ord med opr. ræ kan fx nævnes ,dreng, fremmed, præst, ret, skræk, træffe', der allerede under udviklingen re > rce stort set havde nået /-a-stadiet. I dag har de fleste midaldrende og unge h-sprogstalende en ultrakort «/T-diftong, hvorfor der heller ikke nu er sammenfald af opr. re og opr. rx, selv om opr. re har nået ra-stadiet hos mange. Man hører hos unge ofte udtaler som rågdi ,rigtig', brag ,brik', fråsd ,frist'.

Opgave 11 Transskriber, kommenter og rubricer nedenstående ordformer på basis af de givne oplysninger: strikke - strække - strejke brik - bræk - brak spring - spræng - sprang • Den opr. ræ-forbindelse er foran alveolær og labial gået videre til ræ, tidligst i 1-sprog, endnu kun på begyndelsesstadiet i h-sprog. Man hører udtaler som rad ,ret', grasg ,græsk', fram" ,frem' - ikke kun i 1-sprog. 30

Opgave 12 Er der i h- og/eller 1-sprog sammenfald mellem nedenstående ord blandt unge? Ja eller nej! bredt - bræt bræt - brat kræft - kraft rakke - række

rinde

rende - rande - rende trævl - travl trange - trænge

•

Åbningen af opr. re- og det sluttelige sammenfald med opr. rce- medfører opkomsten af en lang række nye homonymer. Nu kan en og samme udtale betyde ,skrevet' og ,skrævet', .kreds' og .kræs', .Gregers' og ,grækers', ,reb' og ,ræb', ,tre' og ,træ' osv. Dette er dog først slutresultatet af udviklingen; i adskillige årtier holdes de to forbindelser ude fra hinanden, idet opr. rcebevares eller åbnes til rå-, medens opr. re- kan udtales reT- eller rx[, altså diftongeret. I denne mellemperiode kan der opstå sammenfald af typen ,tre'=,træg' (hvis sidste ord har fuldbyrdet spirantsvækkelse q > ( og forkortelse foran /, men ikke svind af /). Sammenfaldet mellem opr. re- og rcekan ytre sig på to forskellige måder: ved udtalen ræ^- og ved rå\ I mange tilfælde når opr. rce- slutstadiet først, men indhentes af opr. re-, hvorved sammenfaldet bliver en realitet. Rim er meget traditionsbestemte, og evt. nye rimmuligheder har kun få muligheder for at slå igennem, når de ikke har støtte i skriften, altså når der ikke er tale om visuelle rim. Se fx traditionens styrke i nedenstående ordpar^ der stadig rimer - eller gør de? grønt ~ kønt anden ~ randen østen ~ røsten

gæsten ~ præsten spring ~ ting øde ~ røde

Opgave 13 Grib nærmeste jyde og slip først, når vedkommende har udtalt ordene ,træne', ,stræbe' og ,kræve'. Der er pæne chancer for udtaler som trå-na, sdrå-ba, krævd dvs. tra^ns, sdra^ba, krai'va. Personer med denne udtale af opr. rce- vil ikke have sammenfald af opr. re- og rce-, især ikke, da udviklingen re- > ræ-'- er temmelig sen i jysk. Mange unge h-sprogstalende jyder har dog sammenfald i overensstemmelse med den alm. tendens til, at de i provinsen sprogligt mindst lokalprægede mister flere og flere af de resterende lokale særtræk. Udviklingen rce- > rå- er særdeles påfaldende, eftersom det, så vidt vi kan se, er den eneste ikke-dialektale lydlov i dansk, der ikke udgår fra København, og som holder sig uden for københavnsk og sjællandsk. • 31

Med rimmuligheden ,øde' ~ ,røde' tangerede vi udviklingen rø- > ro-, der er parallel med den foregående. Den artikulatoriske forskel på de to forbindelser er blot den, at vokalen er rundet i rø', ikke i re\ Opr. ro' fandtes kun i ganske få ord, fx ,brøle' og ,drøne', hvorfor udviklingen ikke medfører ret mange nye sammenfald. Men udviklingen rammer mange ord, da rø- er en ret alm. forbindelse i sproget: be]drø'v$ > be'dro'vd ,bedrøvet', brø'da > br6[63 , brøde', frø'gan > frd'gq ,frøken' osv. Som det måske er fremgået, opstår der her i overgangsperioden diftongerede udtaler, fx kro['b ,krøb', der endnu mod slutningen af perioden kan høres i distinkt tale hos personer, der spontant har kro'b. Opgave 14 Hvordan udtales Turø Ærø Sorø? Spørg mindst 5 i omgangskredsen/på holdet og forklar den spredning, man formodentlig vil kunne finde selv i en lille kreds. Hvordan forresten med ,Rømø' ? •

ru, rw > ro, ro' Hos mange af de yngste er ru og rw udviklet til ro og ro\ Det betyderjjaturligvis, at mange ord, der tidligere udtalemæssigt har været lette at høre forskel på, nufaldef sammen: rude = Rode gru = gro brug = bro

krus = kros grus = Groes ruse = rose

osv.

Vi blev ledt på sporet af udviklingen ved at høre to børnehavebørn lege købmand. En handel blev indledt med standardformularen „Goddag frue, Jfaolivad skulle der være?" Herefter skærpedes opmærksomheden over for udtalen af ra/nr-forbindelserne, der kunne jo være tale om en udtaleejendommelighed hos netop de to børn, men i en lommebog til sprogiagttagelser står der to dage senere at læse: I.L. 67 (initialer + fødselsår): „Der sidder en snegl på ruden" ro'Qn, speaker i radioen: rosisg ,russisk'. - Da vi kort efter skulle på optegnelsesrejse til Odense, besluttede vi at sætte nogle ,ru'-ord på spørgelisten, og det viste sig, at 22 af 24 gymnasiaster på Mulernes Legatskole 32

havde gennemført udvikling til rø eller (noget hyppigere) spor af udviklingen i enkelte ord. Forløbet er i øvrigt karakteristisk for arbejdet med nyere udviklinger: førsXenkeltiagttagelsen, senere den skærpede opmærksomhed og til sidst den systematiske undersøgelse.

Opgave 15 Udarbejd en liste over ord med opr. ru og rw og undersøg blandt yngre, om sammenfaldet med opr. ro/ro' er fakultativt eller obligatorisk, om ru/rtr evt. i nogle af ordene holder sig bedre end i andre. Hvilke problemer ved selve testningen er i øvrigt forbundet med en sådan undersøgelse? •

ou > DU du > ou er også en af de udviklinger, vi kan følge i sprogsamfundet i dag. Så godt som alle børn og unge har b'u i ord som , Søren, smøre, gøre, før (præp. adv.), tør (adj.)', midaldrende vakler, således at de snart har du, snart ou, og ældre har oftest du. Vi står her igen over for en vokalåbning ved r, og karakteristisk nok rammer udviklingen først de ord, der har både foranstående og efterfølgende r, altså ordene med ,rør-\ Allerede i forrige århundredes sidste halvdel træffer man adskillige rov-former hos personer, der i alle andre herhen hørende ord har du. De ord, det drejer sig om, er ,rør, røre, berøring, oprør' osv. Efter 1930 har vi ingen meddelere, der siger rdu, hvorimod der er flere, der har du i forbindelser uden foranstående r. Perioden 1920-45 er præget af stor vaklen, idet mange som regel har du i de enstavede ord (,før, dør (med bøjningsformer), tør'), men oftest DU i de to- og flerstavede ord (,smøre, gøre, snøre, afgørelse' osv.). Man kan også træffe meddelere, der kun har bevaret du i et eller to af enstavelsesordene ( + evt. bøjningsformer heraf), men har du i alle de andre. En meddeler fra 1946 har fx gennemført bu undtagen i do/, dcCon, dd'oina).

De fleste af de unge på dM-stadiet overfører udtalen på franske ord som ,Pasteur, vigør, Ambassadeur', hvor man tidligere havde obligatorisk du. Danske lydudviklinger kan altså få konsekvenser for udtalen af fremmedord, og som bekendt er man endog tilbøjelig til at anvende sit eget sprogs lydinventar og lydforbindelser, når man taler fremmedsprog. Derfor kan man nu ofte høre udtaler som sø svi Bu sauvi Hb'u ,je suis leur serviteur'. Udviklingen er tidligere i 1- end i h-kbhsk. og støttes nok af de kortvokaliske 6>forbindelser (,først, større, mørk, tørst' osv.), der meget tidligere er blevet åbnet fra OA > 3A. ov-ordene kan jo som andre ord også selv optræde 3 Udtaleforskelle i Danmark

33

i kortvokalisk form, både pga. forkortelsen foran A og den almindelige forkortelse i tryksvag stilling: ,gøre nar af, smøre smør på, snøre reb sammen osv.

æ-u > au

I periodens sidste årtier udvikles de gamle av-forbindelser til d'j hos mange meddelere. ,Lære' udtales altså lå^h, ,stær' sdåf, jæger' (med nyudviklet stumt g) jåmo, ,færing' fåjeri osv. I sjællandskpåvirket udtale har CCA kunnet høres langt tilbage i tiden, og i det højfrekvente ord ,være' har å^u også i h-sprog haft stor udbredelse, især i tryksvag stilling. Udviklingen kan ophæves, hvor Å i tostavelsesord er bøjningsmærke: ,læger', ,bevæger' eta, og i ,europæer, makkebæer' m.fl. kan udviklingen suspenderes ved analogisk indvirkning fra -f- foran d, altså også en monoftongering og en assimilation ved to meget sonore lyde. Den er selv hos de yngste ikke gennemført, idet de gamle diftonger findes bevaret i det mindste i distinkt tale. K)-diftonger er mere almindelige i sproget end /-diftonger, så udviklingen her rammer flere forskellige lydkombinationer end den førnævnte. Til gengæld rammer den ikke axo og sw-forbindelserne, fx i ordene ,ravet sb., jaget sb. (udtalt med wdiftong), rovet, tovet'. Vi kender ingen udtaler md'$ ,ravef, tod'$ ,tovet', men masser af eksempler på assimilerede former i ød(l ,øvet', prød$ ,prøvef, le-$lled$ ,levet', tced$ ,tævet', læ$ ,lavet', lå$ ,lovet\

Opgave 19 Undersøg, hvilke skriftformer der kan være knyttet til nedenstående udtaleformer:

UDVIKLINGEN g >

l

.

w Kagling og Cavling En af de mest gennemgribende lydudviklinger i nyere tid resulterer i, at en sproglyd simpelt hen forsvinder fra lydinventaret. Det er udviklingen q >

. w 39

/ og w eksisterede i forvejen (fx i ,fejle, løg, hav, peber'), tb opr. kun efter kort vokal. I forvejen eksisterende lyde overtager altså q's plads, hvorfor lydinventaret reduceres med en enhed, q er det såkaldte åbne g, der findes i rigsmålet efter vokal i ord som ,neger, bøger, faglig, foredrag, bjerg', men som i vore dage kun kan høres hos ældre mennesker og hos personer med jysk baggrund. Midaldrende og yngre har fået / efter fortungevokaler (sdep ,Stege', sø-fa ,søge' osv.), adskillige endog konsonantsvind, se herom nedenfor. Efter bagtungevokaler o g j findes efter overgangen w (dronva ,drage', bja/ipd ,bjerget' osv.). Efter I fås j (fcel'j ,fælg'). Da både w og / som nævnt eksisterede i sproget før overgangen, opstår der en række nye sammenfald: nagle = navle bagmand = Baumann krager = kraver følge = (porte)følje osv. - og det er klart, at udviklingen komplicerer stavningen for skoleelever og andre. Stavefejl som ,ravnarok', ,pagse', ,Sagl og David', ,bavside' er således en direkte følge af udtaleændringen. Ligesom artikulationen af andre konsonanter delvis er bestemt af de omgivende lyde (sml. h i ,fra Holte' og ,i Hillerød', [k] i ,kilo' og ,Carlo') kan også q variere. I traditionel lydskrift skelner man mellem q og y, men da alle konsonanter som nævnt har en vis variationsbredde, ser vi ingen grund til specielt at markere det ved opr. q, især da anvendelsen af y alt for længe har blokeret forståelsen for, at q som selvstændig sproglyd (fonem) er gået ud af sproget. Før vi går over til en nærmere beskrivelse af udviklingens forløb og faser, skal vi lige gøre opmærksom på, at man ikke uden videre kan regne med, at ældre rigsmål har haft q, hvor der i skriften er ,g' efter vokal. Efter de helt snævre vokaler i, u, y har q altid været sjælden: ,pige, uge, ryge, stadig' osv. Efter o- har q længe kun været fakultativ: ,katalog, filolog, drog, tog' osv. Selv når man ser vort fra disse ord, kan man ikke være sikker på, at ,-g' i skriften modsvaredes af q, et ord som ,pægl' havde normalt ikke q, ,dag' heller ikke, og ,vogn, dog, og, rogn, vågne' havde også før overgangen normalt w. ,Røg, smøge, egn' etc. havde normalt /. Overgangens forløb: Overgangen er tidligst

I 40

a) efter fortungevokaler og efter 1 b) efter rundede bagtungevokaler c) efter et u, der påfølger rundet vokal.

Typen omfatter altså ord som ,kage, neger, klæg, Køge, klog, sørge, dogme, følge' osv. I type 1 betyder udviklingen kun en ændring af tungestillingen. Type 2 er ord med q efter a: ,faglig, magnumflaske, sagn, Ragna' osv. Udviklingen her gennemføres noget senere end i type 1, og artikulatorisk indebærer den såvel en ændring af tungestilling som af læbestilling, (w er jo rundet.) Type 3 - ordene holder længst på q. Det er ord som ,drage, brag, uddrag, færge, bjerg', altså med q efter or og q efter et A, der efterfølger en urundet vokal. Også her ændres både tunge- og læbestilling. Der gælder flg. regler for forholdet mellem typerne: a) udviklingen er hos den enkelte person aldrig længere fremskredet i en type af højere nummer end i én af lavere, men ofte omvendt. b) Hvor q findes blot fakultativt i type 1 eller 2, er den gennemført i type 3. Allerede i perioden 1840-1870 kan der høres nyudviklede /- og w-iormer i type 1, men aldrig i type 2 og 3, og så tidligt som i 1890'erne kan man finde personer, der aldrig i spontan tale har q i type 1, men normalt har q i type 2 og altid i type 3. Herefter går udviklingen hurtigt. Det sidste københavnske q, vi har hørt, forekommer hos en person (på flere punkter konservativt talende i forhold til sine jævnaldrende), der er født 1922. Udviklingens forløb kan anskueliggøres på nedenstående skema: mulighed for wjl i type 1 i

w og / kan forekomme i type w trænger ind 1 og 2 også i type 3 q findes ikke i

i

i

| 1 1 1 , 1 1840 1870 1905 1922 1955 Skemaet afspejler forekomsterne i vort materiale med h-sprogstalende københavnere. / kan som ovenfor berørt videreudvikles til -f-, altså svinde helt, hvilket medfører en ny række sammenfald i sproget: sneg = sne klæg = klæ(de) age = a'e

søg. = sø tag(sb.) = ta' (vb.) Pagh = pa

Udviklingen / > -r- baner endvidere vejen for en lang række andre sammenfald, der omtales sammen med de øvrige lydovergange (,kagers=kaos= kæres=kærres, hager=hære=herre' osv.). / holder sig bedst i udpræget litterære ord og (naturligvis) i oplæsningssprog, men også her forsvinder / hos de helt unge. Vi har haft meddelere, der 41

ikke kunne bringes til at læse ,læge' op på anden vis end med udtalen læ'«, en enkelt svarede på interviewerens spørgsmål, om det var hende helt umuligt at tage g'et med i ,ager' irriteret, at hun da alrig sagde å'go! De første svindformer dukker så småt op sidst i forrige århundrede, dog kun sporadisk - for i perioden 1915-1930 at veksle med /hos alle. Den ældste med gennemført spirantsvind i spontan tale er født 1945. Nedenstående diagram kan måske anskueliggøre udviklingen:

altid q/i k. I

fakultativt spirantsvind X 1

Ingen har obl. /. Svindformer trænger frem og bliver enerådende i 1

1

I H 1 1 1840 1S93 1915 1955 Også her afspejler diagrammet forekomsterne i vort h-københavnske materiale. Former som då' ,dag', tå'/tå-dd ,tage(t)', to' ,tog', bå'cefdo ,bagefter', ånHffån ,undtagen', e'enli .egentlig' har eksisteret længe før udviklingen / > ~. Der er her tale om gamle svindformer i en række særlig almindelige ord. Udviklingen har imidlertid umuliggjort anvendelsen af nogle stilistiske varianter, de gamle højtidelige læseformer då'qjdå'i ,dag', bå'qæfdo ,bagefter' osv.

UDVIKLINGEN qd > gd Gigt eller gicht ? Hos ældre mennesker kan man af og til høre udtaler som qiqd ,gigt', aqd ,agt' med en spirant svarende til henholdsvis tysk ,ich' og ,acht', en spirant, vi vil betegne med q. Normalt anvendes der her to forskellige tegn, men da spirantens artikulationssted ikke er mere labilt end g og k's, ser vi ingen grund til at anvende forskellige tegn her. Vi bruger jo også samme tegn for g-lyden i ,gilde' og ,guld' og k-lyden i ,kinoorgel' og ,kost'. - I alle ord med gd i moderne dansk fandtes der qd: ,søgt(e), fægte, nægte, skægt, kogt, tykt' osv., men ikke obligatorisk. Et d efter tegngrænse kunne også fremkalde spiranten: syqdom' ,sygdom' (variantudtaler vsa. sy-dom'), han 'feq da ,han fik det', 'dæ'j td' 'fidmgiq d» ,deraf fremgik det'. Så langt vi kan følge udviklingen tilbage, har der været mulighed for såvel qd som gd, en forskel, der i øvrigt har været livligt diskuteret. Nogle har selvfølgelig fundet den ene - som regel deres egen - rigtig og den anden forkastelig, qd er blevet kaldt tyskagtig og har dermed i perioder været lagt 42

for had; Rask kunne fx ikke lide den, Levin heller ikke, og Jerndorff så den gerne bandlyst fra scenesproget. Vi har hørt en universitetslærer fordømme den som søqd ,søgt'! I sønderjysk-farvet rigsmål har formen holdt sig længere end andre steder. I ulokalt rm. er qd forsvundet. Sidste meddeler med fakultativt qd er født 1935 og i øvrigt skuespiller (scenetraditionen er som bekendt sprogligt konservativ), og han har endda kun cjd i ordet ,pragtfuld(f)' i emotiv tale (hvor ordet jo normalt hører hjemme). Et andet ord med sen overgang er ,rigt', et ord, der ofte, især når det anvendes overført, smages på.

Opgave 20 Hvorfor vakler ordet ,Liechtenstein' stadig? Hvilke af følgende ord og ordsekvenser havde fakultativt <jd: ,straks', ,insekt', ,friskt og frejdigt', ,fikst og færdigt', ,var det Flemming eller Kvik, der skød målet?' o

R-VOKALISERING Lærer Rinne og forrældrekredsen Man skelner i dansk normalt mellem to r'er, et konsonantisk r og et vokalisk A. Det konsonantiske r har vi i ord som ,rigtig, dreng, rose, Marie' - særlig tydeligt kan det være i kommandosprog: ah— hrr åd ,alle ret!' Man finder dette r i stavelsesforlyd og dækket forlyd (dvs. i forlyd efter anden konsonant). Artikulatorisk kan det beskrives som en uvulær/faryngal spirant. Det vokaliske r finder vi i andre stillinger, altså efter vokal i ind- og udlyd: ,gør, ler, Sverrig, kærre' osv. I nogle stillinger kan man høre både r og A: e-ræg, eufg ,Erik', sdo-ro, sdo'o, sdoAobroA ,store, storebror', dy'risg, dy'oisg ,dyrisk'. Oprindelig var der slet ikke noget vokalisk r i dansk, men gennem en langsomt forløbende udvikling, der strækker sig ind i vor periode, har det konsonantiske r tabt terræn til det vokaliske. Denne proces skal vi se lidt nærmere på i det følgende. Allerede før perioden er r langt oftest vokaliseret i stillingen mellem vokal og konsonant: ,svært, kornet, sværge, hver gang, stor pige' og ligeledes i eftervokalisk stilling foran pause: ,du er nu kær' kce'j, ,du må ikke bedrive hor' ho'u, ,det er ikke meget, han gi(ve)r' gi'A. r er dog forekommet i materialet fra periodens begyndelse, men kun som en ret sjældent udnyttet mulighed i distinkt tale, hvor de gamle former som altid holder sig bedst. Allerede stenalderkvinden blandt vore meddelere, Louise Phister 1816 har næsten kun A i materialet i denne stilling. Mange unge kan overhovedet ikke udtale lyden i ord som de ovenstående. Kan læseren? 43

I stillingen mellem vokaler holder r sig bedre, især hvis vokalerne hører til samme ord eller sammensætningsled. I ,skare, lære, bure, fire' holder r sig bedre end i ,det står i Bibelen', ,hun ser i almanakken', ,hun synger om Steffen'. Men i periodens begyndelse er r stadig ret udbredt, selv i sidstnævnte type. Vi anfører et par eksempler fra materialet: deårdd lscer[å]å'riiå'

,det er et sengeår i år' (Thit Jensen 1876)

hayn(erBnxædamxson

,Han er en Adams søn' (Poul Reumert 1883)

'didåsdæmårilmo'dos

,De, der stemmer imod os' (Peter Sabroe 1867)

cehri ^arV^fdrV

,eller i hvert fald' (G. M. Ree 1858)

Særlig sejlivede udtaler er/a'ra/'c/ra .forældre' og (især) nogle ord på ,-inde': sguBsbehVcerw ,skuespillerinde', dansdhæm ,danserinde'. Disse udtaler betragtes ofte som påfaldende besynderligheder i sproget, men egentlig er de ikke spor mærkeligere end udtaler som kri-orisg ,krigerisk' og mæhrisg ,malerisk', der ikke er genstand for større bevågenhed.

Opgave 21

En meddeler født 1895 fortæller, at han som barn havde besvær med at forstå en gammel gymnastiklærer pga. nogle r-forekomster, eller simplere udtrykt: iflg. en informant (Px) var der støj i kommunikationsprocessens perceptionsfase, fordi afsenderen (Ni) og modtageren (Px) betjente sig af hver sin delkode. En passus som den nedenfor anførte måtte ligefrem oversættes ord for ord for ham: deehæ^rådå^sdrom'å}mu.idåb3xsdcerriåråmisgtxdce ] ru'dæh 'ra/'. * Hvad blev der sagt? (Svaret findes sidst i denne behandling af r-vokaliseringen.) • Eksempler som det sidste - og andre, hvor r står mellem vokaler i forskellige ord, kan ikke høres længere. Det kan derimod konsonantiske r'er mellem vokaler i samme ord. Lad os først se på de tilfælde, hvor r står foran opr. a, altså på ord som ,store, skare, bæveren, farligere'. Her kan man ikke høre r hos yngre, men for ældre mennesker er r straks mere naturlig, de behøver ikke bevæge sig på så højt et distinkthedsniveau for at have r. Efter lang vokal holder r sig bedre end efter kort. Man skal tale t-y-d-e-1-i-g-t som en Chr. Winther (fra New York) eller frk. Klokken for at sige foro ,fyrre', snori ,snurrig', vårs ,værre'. 44

Derimod har r holdt sig intervokalisk ( = mellem vokaler) i samme ord foran en fra opr. a forskellig vokal. Her alternerer r dog med det stadig ekspanderende A, der, hvis det er stavelsesdannende, er = o: fy ri, fyof ,fyrig', hccri, ha.-i ,Harry', audi Ho'riåm, -to/[åm ,auditorium' osv. Foran bagtungevokal får vi svind: vråm ,Virum', næ'åm ,Nærum\ kio- ,kiropraktor\ byoknxHV .byrokrati', gwu'un ,guruen' - og i visse tilfælde findes der også foran fortungevokal svind i de helt unges sprog: do'is ,Doris' osv. Efter konsonant holder r sig bedst: ,havre, pebret, pludre, skvadre, knæbre, andre, gnistre, baldre' osv. Alligevel kan man helt fra periodens begyndelse høre udtaler som plud'o ,pludre' og anch ,andre', former der bliver stadig mere almindelige. Typen her rammes altså også af r-vokaliseringen.

Opgave 22 Er der efter overgangen sammenfald mellem peber - pebre baller - baldre skulder - skuldre knalder - knaldre ælter - ældre

ovre - overnedre - nederklatter - klatre sikker - sikre gnister - gnistre ? •

r-bortfaldet er dog ikke sporløst. En forudgående konsonant erstatningsforlænges. En forlængelse af en spirant er artikulatorisk set ganske ukompliceret; for klusilernes vedkommende er det lukkefasen, der forlænges. Den her beskrevne lydudvikling tvinger en hvilkensomhelst systematisk beskrivelse af moderne dansk rigsmalsudtale til at regne med en fonetisk-kommutativ modsætning mellem korte og lange konsonanter. Denne modsætning har man for resten aldrig nævnt i de foreliggende behandlinger af dansk, selv om man endda har noteret lang konsonant i typen båns ,bundne'. Man har kun været opmærksom på skellet mellem korte og lange vokaler. /Den i lydskrift meddelte sætning på side 44 ser således ud i alm. ortografi: ,Det er hr. Otterstrøm og mig, der bestemmer, om I skal derud eller ej!'/ Et andet og meget gennemgribende resultat af r-vokaliseringen er sammensmeltningen af o (< s) og r med o som følge. Endelsen opr. a + opr. r, der er så almindelig i dansk, er nu en ren vokal: o: ,vander, sender, cykler, sener, kaster, bryder' osv. De fleste ældre og midaldrende og alle yngre har o her, en del midaldrende og ældre kan endnu have å, et tidligere resultat af sammensmeltningen, så en fonetisk notation med et r-tegn er i dag urimelig. Men derfor kan man jo godt have en r-fornemmelse, når man siger sådanne ord, ligesom man kan have en y-fornemmelse, når man siger ,lykke', men sådanne 45

umiddelbare og fra person til person afvigende, ofte skriftfremkaldte fornemmelser er der ingen grund til at tage hensyn til i lydskriften, jf. i øvrigt vores advarsel mod skriftsprogspåvirkninger side 88.

Opgave 23

Den her behandlede udvikling har gjort nedenstående ord og sætninger flertydige. Omskriv fra lydskrift til alm. skrift! (NB: I nogle af eksemplerne forudsættes visse klassiske associationer hos læseren). læsbos — han 'sbeh 'godo lklaa 'al'd = kwnos = pasos — flu-o = kå'os = sibon = myron = kasdo = Den oprindelige forbindelse -ro (< rå < ra) udvikles ligeledes til o; men her kan r som nævnt stadig høres i meget distinkt tale. Denne sammensmeltning rammer også mange ord, fx ,store, bære, mure, skøre, mere, fire, myre' og afstedkommer adskillige nye sammenfald: ,ture=tuer', ,skure=skuer' osv. Find selv flere. • I ,ar'- og ,år'-forbindelserne foran a får vi ikke en udvikling ra ( > ri) > o, men derimod ja, det skal læseren selv finde ud af ved at besvare den flg. opgave.

Opgave 24

Luk øjnene, ryst hovedet og.afkast skriftens spændetrøje. Først herefter påbegyndes opgavebesvarelsen: Transskriber udtalen af nedenstående ord i spontant talesprog: ,gårde, vare, låret, tak for'et, varer, tåre, Karen'.

USTEMT VOKALISK J TIL STEMT A Værtens bedste øl = verdens bedste øl ?

Det ustemte r efter vokal er mod slutningen af perioden forsvundet, idet de unge selv i distinkt tale har fuldstemt j . Det ustemte r fandtes efter kort vokal 46

loran ø, a, g svarenae m sicrutens -p, -t, -&, ioran s og / og ioran nul, altså i ord som ,terpe, kirtel, mørk, skærf, hirse, bær'. Det opr. konsonantiske /• findes kun i periodens første halvdel og kun i tydelig tale. Normalt er det allerede videreudviklet til A : et ustemt, vokalisk r, eller (næsten det samme) til u/, dvs. et A efterfulgt af en kort pause i stemmelæbesvingningerne, en pause, der kan udfyldes af et h. Denne pause erstattes så ved nærværende udvikling af stemmelæbesvingninger. Allerede Jespersen 1860 var opmærksom på, at en udtaleændring var under udvikling. I 1906- og 1922-udgaverne af Modersmålets Fonetik står der, at r er ustemt mellem vokal og opr. aspireret klusil (dvs. p, t, k), i 1934-udgaven modificeres udsagnet til „i nogles udtale", og det tilføjes: „Det må dog siges at den pustede lyd i denne forbindelse nu er ved at forsvinde". Derved ophæves de kendte modsætninger værten verden myrte myrde verper verber osv. Overgangen fra ustemt til stemt r-lyd får særlige konsekvenser for de opr. forbindelser a/- og !/•. Ved r-vokaliseringen er der sket en sammensmeltning af lydene mht. tungestilling: hajsg ,harsk' hå/d ,hårdt' (/ betegner den ovennævnte lille pause). Når pausen i stemthed nu ved den her behandlede overgang udfyldes, fås hccsg og hkd, de to opr. lyde er her altså helt smeltet sammen. Dermed brydes den traditionelle stavelsesstruktur i dansk, ifiLg. hvilken der ikke forekommer lang, stødløs vokal i et ords sidste stavelse (herunder i alle enstavelsesord). Udtaler somkvccd ,kvart', hkd ,hårdt', kkd ,kort', mtx-g ,mark' er således ordtypologiske nydannelser i dansk, og der opstår en række nye sammenfald, eftersom opr. langt a og å foran r også er udviklet til or og k: partnerne = parterne karsen rimer på Larsen kvarte rimer på arte

korte rimer på Dorthe skorte rimer på borte

osv.

Det første ord i hvert ordpar har opr. kort vokal, det sidste opr. lang. Opr. ar og åf udvikles dog ikke til å) ikke 3. e og o-ekspansion i tryksvag stavelse kendes også fra yngre h-sprog i ord som se've'o ,servere', he'ba'iåm ,herbarium', no'ma'l, nå]må'l ,normal', so'te'o ,sortere', po'so'n ,portion'. Af hjemlige ord og ordforbindelser har udviklingen ramt fx ,en tår kaffe/mælk osv.' en to 'kafetc, ko'søf ,Korsør', voxmanri ,hvor mange/tit' osv.

Opgave 25 Hvorved adskiller moderne udtaler som de nedenfor anførte sig fra de ovenfor behandlede? bi xgidd ,Birgitte' ki lsdi'na .Kirstine' vu'de'o ,vurdere'.

•

FORLÆNGELSE FORAN j Det svære, desværre ,Jeg vil gerne spørge ministeren, om ' sagde et kvindeligt, tidligere folketingsmedlem engang, medens der var TV-transmission fra Tinget - og den formulering er der vel ikke noget usædvanligt ved. Alligevel blev den genstand for en vis opmærksomhed i avisernes læserbrevkasser - pga. udtalen sbo-o, der iflg. nogle var Tinget uværdig. Den har eksisteret i 1-sproget i København mindst de sidste 150 år, sandsynligvis også engang i h-sproget, men først i allernyeste tid har den igen vundet indpas i h-sprog. Udtalen sbo-o er et eksempel på den generelle forlængelse af vokal foran indlyds-./. Forlængelsen resulterer i en række sammenfald 48

stirre - stiger svirre - svire kurre - kure forstyrret - for styret Hos personer med å^h for opr. æu - og det har mere eller mindre gennemført alle rigsmålstalende med forlængelse foran A - falder også flg. ordpar sammen kærre - kære - kager (med spirantbortfald, se side 41) herre - hære - hager (do.) Udviklingen er altså meget gennemgribende, og det er en af de lettest konstaterbare nyudviklinger i moderne h-sprog. Når det kunne hævdes, at forlængelsen var mindst 150 år gammel i 1-kbhsk., skyldes det bl.a. nogle socialt karakteriserende former hos Hostrup 1818, der lægger fx følgende replikker i munden på jævne borgere: „Ja, ser De det. Men det er noget forskrækkeligt noget med det Tyende, og de bliver saamænd være og være" (Genboerne, 2. akt, 7. scene)

„Ravn: Hvor kan De spøre? Torp: Vi skal passiare Ravn: Det skal vi gjøre" (En Spurv i Tranedans, 2. akt, 3. scene)

Der er talrige andre vidnesbyrd om forlængelse i gammelt 1-kbhsk., og vi har da også selv hos ældre mennesker i De gamles By hørt udtaler som dehvæ-o ,desværre', fåhce'o .forværre' og kce-o ,kærre\ I dag er det ikke kun i københavnsk h-sprog, vi finder forlængelserne, også hos unge i de større byer i provinsen kan de høres, og man finder da også både i jyske dialekter og i ømålene eksempler på forlængelse foran indlyds u, dog vist ingen steder i så mange ord som i sjællandsk.

Opgave 26 Hvordan udtales bogstavnavnet ,r' i flertal efter overgangen? Hvilke konsekvenser får det? •

NOGLE NYE VOKALLÆNGDER I H-KBHSK. Narj, du kan få en på frarken I stavelse uden stød finder man ofte svarende til h-sprogets korte vokal en længere vokalkvantitet i 1-kbhsk. 4 Udtaleforskelle i Danmark

49

h-kbhsk. søn? læsB pjadd tag

1-kbhs sø.tp læ.sd pjå.dd tcc.g

synge læsse pjatte tak etc.

Vi har markeret længden med en prik forneden, for der er ikke sammenfald med lang vokal (,læsse' - ,læse'), selvom det umiddelbart kan lyde sådan for en h-sprogstalende. Kun foran /, hvor der ikke findes opr. lang vokal, kan man høre hellængde - også i stødt stavelse. Iccys ,lege', når pi ,nøgen', na'/ ,nej' etc, således at der kan være sammenfald af,varig' og ,veje\ Der er vort indtryk, at denne sociolektale forskel, der iøvrigt næppe har eksisteret før perioden, er ved at blive udvisket. H-københavnskens kortvokal er ekspanderende, og på den anden side er der hos de yngste h-sprogstalende eksempler på forlængelse, især foran velær,frorgri,frakken' (med hellængde) høres særlig ofte, men også former som sde.ga ,stikke' og ba.rp ,bange' forekommer hos de yngste. - Vi håber i en evt. 2. udgave af bogen at kunne bringe det endelige resultat.

FORKORTELSE FORAN d, /, u, w Kongen er dødd\ Opgave 27 Skriv i transskription bog

døve kæde skrive store

bøger flag neg

skriver torv

døv grød serie stor veg •

Ved besvarelsen af opgaven vil de fleste nok have noteret de fleste af ordene med kort vokal. Havde vi stillet en tilsvarende opgave til et publikum for 50 eller 100 år siden, havde sagen stillet sig noget anderledes, for forkortelsen foran d, /, A, W foregår stort set inden for periodens rammer som en rolig udvikling, der dog i enkelte typer ikke er gennemført ved periodens slutning. Næst efter a-assimilationen er forkortelsen her den lydudvikling, der rammer flest ord, men den medfører ikke særlig mange nye sammenfald, hvad man umiddelbart ville tro, når man hørte om et sammenfald af lang og kort vokal. Sagen er den, at kort vokal var ret sjælden foran d og A; [ og w er 50

nyudviklede af henholdsvis q og q, v i de ord, der her tale om. Som eksempler på nye sammenfald kan dog nævnesflg.(venstre kolonne har opr. lang vokal): rider - ridder hede - hedde

nøden - nødden for styr - forstyr

Foran to konsonanter er forkortelsen særlig tidlig og særlig hurtigt gennemført. Ingen h-kbhsk.-talende har mod periodens slutning lang vokal i ,firs, hvert, skrivning, port, hædre, vægre' osv., hvorimod langvokal godt kan forekomme foran enkeltkonsonant, afhængigt af flere faktorer. I højtidelig, distinkt udtale holder langvokal sig godt. Her forventer man i hvert fald uforkortede former hos ældre og midaldrende. Derfor vakte det nogen opmærksomhed, da Jens Otto Krag ved regentskiftet sagde - og det tre gange: ,Kong Frederik den Niende er død'"', dø'd havde været mere på sin plads, mente mange. Derimod er der vist ingen, der finder det malplaceret, når Dirch Passer siger ,Urban Olsen, er han ikke død^T De uforkortede former har altså større udbredelse i højtidelig udtale end i dagligsprogets normaludtale. Et i denne forbindelse relevant stilistisk skel kan også drages inden for ordforrådet, sml. fx ,guden' - ,tuden' - ,stred' - ,fed' - ,morbid' - ,skid'. I de sidstnævnte ord er forkortelsen mere nærliggende end i de førstnævnte. Frekvensforhold spiller også ind, hyppige ord forkortes oftere end sjældnere. Det er klart, at vi her beskriver forholdene hos de personer, der endnu vakler. Meddelere med gennemført forkortelse i en eller flere typer har naturligvis ingen muligheder for stilistisk/frekvensbetinget variation. Overgangen foran enkelt konsonant er tidligst i enstavelsesord med stød (,ud, ned, ser' osv.), senest i flerstavelsesord uden stød (,prøve, søde' osv.), tidligere ved snævre fortungevokaler end ved åbne bagtungevokaler (sml. ,tid' og ,råd'), tidligere foran konsonant i udlyd end foran konsonant i indlyd (sml. ,sved' - ,sveden', ,ur' - ,uret' m.fl.) - men mere detaljerede beskrivelser må søges i vores lydhistorie. Læseren kan danne sig et indtryk af overgangens sidste faser ved at bede nogle helt unge meddelere udtale ordene ,tid, sød, flad, ser, ord, liv' - og her vil forkortelsen nok vise sig så gennemført, at meddelerne ikke er i stand til at udlæse eller eftersige udtalerne ti'd, sø'd, flå'd, sé"A, O'A, li'w. Prøver man derimod med testordene ,grad, kåd, borg' er chancerne for bevaret lang vokal gode. Efter cC, å' og i', er udviklingen nemlig sjældent 100% gennemført. Som så ofte før er lydudviklingen forsinket uden for København, hvor de lange vokaler oftere høres, selv hos unge. L-sproget har i øvrigt i langt højere grad bevaret lang vokal foran r. ko'j ,kor', u'u ,ur', se'u ,ser'. Forkortelse er dog også i 1-kbhsk. og i provinsen det almindeligste ved periodens slutning. 4*

' 5 1

JLlK.VJLDASSJ.Mll.A1 ION UR Sætte eller sælge

Mange ord på ,-lv,-lj, -lg, -rg, -rv' har haft likvidassimilation, dvs. assimilation af 1 eller r (de såkaldte likvider) + den efterfølgende konsonant, således at slutkonsonanten ikke er blevet udtalt. Før perioden møder man udtaler som dveer'a ,dværg', /ara ,farve', kceh ,kælve', nåra ,Norge', åh ,olie\ tcdd ,talje', veh ,vilje', værd ,værge'. Disse former har senere, sikkert hovedsagelig efter skrift og skriftnær foredragsudtale, fået obligatorisk slutkonsonant efter likviden. Denne genopliven af de opr. konsonanter gør sig stadig gældende, i periodens sidste del dog kun svagt, og den udmærker sig i øvrigt ved at være en af de få udviklingstendenser i rigsmålet, der nyder almindelig bevågenhed, desværre med det resultat, at man ud fra et meget spinkelt grundlag drager dristige konklusioner om moderne sprogudvikling i al almindelighed. Restitutionerne i ord med gammel likvidassimilation bærer deres del af ansvaret for, at man i al almindelighed med stiv overlæbe udsiger den profeti om fremtidens rigsmålsudtale, at den vil ligge tæt op ad skriftsproget. I flere tilfælde har der eksisteret dobbeltformer, altså både udtaler med og uden slutkonsonant, allerede i 1700-tallets begyndelse i københavnsk, hvor likvidassimilationerne aldrig har været så udbredte som i dialekterne (-fskånsk-bornholmsk). De uassimilerede former har så vidt vi kan se endvidere haft noget større udbredelse i scene- og foredragssprog, hvorfra de kan have fået en del af den prestige, der kan være en af betingelserne for deres ekspansion. En skuespillerinde i forrige århundrede måtte iflg. pålidelig kilde høre svære bebrejdelser, fordi hun var tilbøjelig til at tage de assimilerede former med op på scenen - hvorfor hun blev så usikker, at hun i en rolle som stuepige besvarede en forespørgsel, om husherren var hjemme, med ordene xnu sgodja I vor periode vakler eller har fig. ord vaklet iflg. vort materiale: ,balje, bælg, -berg, -bjerg, -borg, færge, følge (vb.), gulv, halve, kalv, kurv, kørvel, salg, salve, spurv, sælge, forsølve, sørge, torv, tørv, valg, vælge' med diverse bøjningsformer, afledninger og sammensætninger. Opgave 28 I hvilke af ovenstående ord kan der stadig høres vaklen ? Husk ved besvarelsen at medtage flere forskellige former af hvert ord, altså fx gulv gulvet gulve(ne) gulvskrubbe

halv halve 21 halvø

I hvilke betydninger vakler ,sørge' ? • 52

«/> HI e-q, ø-q Husker De Poul Røgmert ? — „for en Jomfru er li'som en lille Levkøj hvor der aldrig har været en Bi paa Besøg" - hedder det, noget dristigt, i en populær operette. Rimordene synges, selv i den nyeste optagelse, lew%of, be!sof, altså med diftong. Der er jo heller ikke rigtig andre muligheder, hvis man vil bevare rimet, lew ]kø'i er nemlig en ligeså kunstig udtale som kålvtfå'ipd ,Kultorvet', biHæd\håVv$ billethullet' og sdruds ,struds', der aldrig har eksisteret uden for bevidst komisk sprogbrug. Det har derimod udtalen behof ,besøg', og der er en hel del andre ord med ,-eg-' og ,-øg-', der har vaklet, vakler eller helt har ændret sig i periodens løb. Det må straks slås fast, at forholdene ikke er så enkle, som det ofte hævdes i tale og på tryk. Der er ikke nogen udvikling i gang i retning mod enerådende monoftongiske, „skriftnære" udtaler. I begyndelsen af forrige århundrede var der kaotiske tilstande mht. udtalen af ord som ,bøg, bøger, egen, bleg, egetræ, røg', ja næsten i samtlige hjemlige og i adskillige indlånte ord med de pågældende lydforbindelser. Dette kaos afløses lidt før og omkring begyndelsen af perioden af en stabiliseringsfase, og i dag har man i langt de fleste tilfælde lagt sig fast på enten en diftongisk eller en monoftongisk udtale. Ord som de følgende viser fx i perioden ingen vaklen i rigsmål: ,løg, steg, søge, eg, neger, regel, sneg, øge, strøg, bøg, smøge, Stege, Køge, spegepølse'. De mange letsindige forudsigelser af monoftongemes endelige sejr er løst funderede, intet tyder på, at vore børnebørn vil spise sbe'ppølsB med lø'[. Lad os se lidt på de ord, der ændrer sig i perioden, for det må vel især være dem, der kan give en strømpil om den fremtidige udvikling. ,Spøgel (om genfærd o.lign.) og ,spøgelse' udtales nu oftest sbø'p, sbø'psa, medens der tidligere såvidt vi kan se var overvægt af sfo/a, sboijlss. ,Besøg' har kunnet udtales belsof i begyndelsen af perioden (1840-1860), men allerede da var monoftong i flertal, både i h- og 1-kbhsk. Derimod har bofo, olpioao'n ,bøger, øgenavn'' holdt sig lidt længere i 1-sprog. I andre ord med udvikling i perioden sejrer de diftongiske former. Dette gælder ,nøgen\ der også i fri samtale kunne udtales nø-qn, ,egeri (i betydningen særegen), ,lege' (sb., pluralis), der er påtruffet i formen fe'/a, ,beg, pege, skreg' og ,m«?e?\ At ord som de sidstnævnte fx i stiv sprogbrug kunne udtales sgre'q og me-qd er kendt af enhver, men det interessante er, at ordene også i frit samtalesprog (vort emne) har kunnet udtales med monoftong. I mange ord med vaklen havde foredragssproget monoftong, og det er klart, at disse former er blevet svækket med foredragssprogets gradvis forsvindende betydning.

53

Opgave 29 Poul Reumert kaldtes en årrække i spøg rø'qmodl Hvorfor mon det? • I enkelte tilfælde er en generel vaklen afløst af en semantisk uddifferentiering: gø'l ,gøg' (fugl), gof ,gøg' (nedsættende i forbindelser som .fjumregøg, spyttegøg, gøgemøg'), kvas'i ,kvæg' (køer m.v.), kval ,kvaj' (klodrian), hø'[ ,høg' (rovfugl) '/»/' åwo '/b/' ,høg over høg' (en nu lidt forældet vending). Opgave 30 Undersøg udtalen af nedenstående ord, i hvilke der stadig hos nulevende er vaklen: Øgle Øg

egensindig egenrådig

overlegen

FORHOLDET b/w Skål i skibet En hel del ord med skrevet ,b' i ind- og udlyd har i århundreder haft dobbeltformer. Man har kunnet høre udtaler som lø'bd, løww ,\øb «• (side 18), indtræder ikke samtidigt, men forskudt i sociolekterne, således at der opstår tidsrum, undertiden af flere generationers varighed, hvor lydloven er indtrådt i den ene, men ikke i den anden sociolekt, eller hvor dens sidste fase kan være gennemført i den ene, ikke i den anden. De af lydlovsforskydningerne betingede sociolektforskelle er, som det let ses, af langt mere gennemgribende karakter end forskellene i forrige periode. Mens der før 1800 i løbende tale kunne være meget langt imellem træk, der viste den talendes sociale tilhørsforhold, så er det nu muligt ud fra hver eneste sætningsstump at høre, om den talende er vokset op blandt 58

„patriciere" eller „plebejere"; en lydlov er jo en ændring af en bestemt sproglyd, evt. i bestemte omgivelser, hvor som helst denne sproglyd forekommer, og en gennemført lydlovsforskel vil da kunne konstateres hver eneste gang, den pågældende sproglyd optræder i fortløbende tale. Lydlovsforskydningerne er også af radikalt anden natur end de forskelle mellem sociolekterne, der fandtes før 1800. Disse havde jo alle en naturlig forbindelse til forskellene mellem de dannede og udannede, idet de jo stort set alle afspejlede, at den dannede er lidt stærkere påvirket af skriftbillede og af fremmedsprogsudtale. Der er derimod ingen naturlig forbindelse mht. lydlovsforskydningerne. Om man siger man' eller man' ,mand', dhceh eller tæh ,tælle', kkm'å eller konto ,kommer', har jo absolut ingen naturlig forbindelse til større eller mindre dannelse. Disse forskelles eksistens afspejler blot forholdsvis ringe samkvem mellem høj og lav, ikke nogen som helst af de mange forskelle mellem disse befolkningslag. Det er mht. lydlovsforskydningerne oftest 1-kbhsk., der går forrest i lydudviklingerne, og h-kbhsk., der så forsinket følger efter. Det gælder fx - mere eller mindre - de mange vokalåbninger foran og efter r, u (se side 29). Det gælder også fx udviklingen af a > a foran alveolar og nul (fx i ,tand', side 13) og ar- > æ (fx i ,hane\ side 18) eller en udvikling som dh > t > ds, fx i ,tæppe': Den kbhsk.e t-lyd var omkring 1800, som i næsten alle andre nordiske dialekter, uaffrikeret, dvs. havde slet ikke den nuværende lille s-klang; det oprindelige t var et [d] efterfulgt af et [h], ganske som vores nuværende [p] og [k] er et [bh] henholdsvis \gh]; imidlertid udvikledes dh til det nu almindelige t, og det er 1-kbhsk., der fører an i udviklingen. Ved 1850 findes dh endnu hos et betragteligt mindretal i h-kbhsk., men slet ikke blandt l-kbhsk.-talende; udviklingen går videre i 1-kbhsk. > rent ds, der allerede har en vis udbredelse i 1880, og senere bliver det ganske almindeligt; dette ds kan så hos et mindretal let blive > s med lille t-klang, men kun uden for distinkt tale, og hos et endnu mindre mindretal kan der sporadisk i visse stillinger høres rent s: sro' ,tro', men disse 2 sidstnævnte udtaler er blot naturlige reduktioner i hurtig tale af det distinkte ds, og intet tyder på, at de vil være fremtidens udtale; det kan ds derimod let gå hen og blive, men udviklingen går langsomt, dh er først helt forsvundet i h-kbhsk. ca. 1925. I en lang række tilfælde er det imidlertid h-kbhsk., der fører an ved en lydlov. Det gælder hele fremskydningen af de ikke-snævre bagtungevokaler: x~ udvikles > a (og evt. videre) foran labial/velær (,takke'), i > o (,holde'), hvilket indebærer både åbning og fremskydning, å~ udvikles > å\ og o > å, hvilket sidste også både er en åbning og en fremskydning. L-kbhsk. er i alle disse tilfælde den konservative sociolekt, der forsinket følger h-kbhsk. Det gælder også vokalforkortelsen foran udlydende J: sdo'u > sdod' ,stor\ me'u > meX" ,mere' osv. (side 50) og efter alt at dømme også vokalforkortelsen foran /: 59

ha'[n > kafn ,hegn', la'p > lap ,leger' osv.; den er så godt som gennemført i h-kbhsk. allerede 1840, men endnu i 1955 ikke i 1-kbhsk. Et par andre lydlove er også tidligst ude i h-kbhsk. Særlig interessante er nogle tilfælde, hvor den ene sociolekt går i spidsen med en generel lydovergang, som imidlertid ikke får lov at trænge ind i den anden, men atter trænges tilbage af de ældre former. Det gælder fx x > a foran labial/velær: matø > maba ,mappe', tago > tago ,takker' osv. (side 15). o > o", o: hbd > loba ,loppe' (side 22), år, k > or, o--, sdånrø, sdå'ma > sdorma, sdo-ma ,storme' og flere andre. I de nævnte tilfælde er det h-kbhsk., der indfører fornyelsen, men efter en vis stigen fortrænges den atter, i det sidstnævnte tilfælde havde de nye former endda klart fået overtaget i h-kbhsk., s(h(~)'n& etc. dominerer klart i 1870'ernes h-kbhsk., men de gamle former sdtmd etc, der altså var enerådende i 1-kbhsk., slår i løbet af en generation de nye ud. - Helt parallelle tilfælde, hvor det er 1-kbhsk., der lider nederlag, findes ikke, men et 1-kbhsk. nederlag findes i følgende ejendommelige lydforhold : Ganske som kbhsk.ens øvrige stemte hæmmelyde vokaliseres i indog udlyd: ~r > -u, -q> -/, ~tv, -v > -w, venter vi, at også -d skal vokaliseres > - -/ (ga'fa > ga-pi ,gaden' osv.), og det sker da også netop til det forventede tidspunkt og uden større forskelle mellem h- og 1-kbhsk. Imidlertid standser udviklingen brat i h-kbhsk. på et tidspunkt, hvor a (skånsk har bevaring), fællesnordisk ~t fx i ,ud, sød, bryde' udviklet > d (i skånsk standsede udviklingen ved d), fællesnordisk sdj- i fx ,stjerne, stjært, stjæle' bevaret, i skånsk derjmod > g (ustemt, rundet velær hæmmelyd, ofte gengivet / ) , tab af dobbeltbestemthed (,den gode manden'), imperativ pluralis = imperativ singularis. - Kbhsk. går sammen med skånske dialekter mod østsjællandsk: 66

Den lange urundede a-lyd er palataliseret: ar- (sjællandsk har upalataliseret or; i nyeste tid lukkes det kbhsk.e OJ- yderligere, se side 18), det fællesnordiske e- og ø- bevares i kbhsk. og (syd)skånsk (sjællandsk har diftongering/lukning: sdr'an, hy^3 ,sten, hø' osv.), fællesnordisk «• udvikles til å~ i kbhsk. og adskillige sydvestskånske (altså de kbhsk. nærmestliggende) dialekter, i sjællandsk videreudvikling > W3, ordet ,dag' har gammelt svind af q (østsjællandsk: da'w, dcav'), fællesnordisk rm bevares i kbhsk. og sydskånsk (østsjællandsk tirm, kirrw, lim' ,time, kime, lim' eta). - Kbhsk. står alene mod sine nabodialekter: den yngre middelalders aT% i sjællandsk og skånsk er lyden udviklet til en „lys" a-lyd i nogle ord (a-, aT-), en „mørk" a-lyd i andre (p~ o.lign.); kort udlydende vokal i ,nu, du I, vi, de' (sjællandsk og skånsk har lang vokal, henholdsvis med stød og uden), tilstedeværelsen af sproglyden q (som ligger lige midt imellem østsjællandsk /, w og skånsk g), fordeling af lydene cogw således, at v kun findes efter lang, w kun efter kort vokal (i nyeste tid udvikles kbhsk. -v > -w, kni'v > kni'w, hæ'vo > hæ-wo, hvorefter vokalen kan forkortes foran w, se side 50; ingen af udviklingerne er fuldbyrdede). De oprindelige forbindelser ft, kt, ks er i kbhsk. næsten uforandrede :fd-gd eller qd (se side 42) - gs; i både sjællandsk og skånsk derimod stærkt ændrede (wd-wd, [d-fs, ws), i kbhsk. hedder eller har det altså heddet løfdd ,løfte', grøfd ,Grøvt', sdifd ,stivt\ gråfd ,grovt', gifdi (!) ,givtig' ( = givende), tyfdB ,tyvte' (anklage for tyv), køfd ,købt', celfda ,ellevte', trådfdd ,tredivte' (eksemplerne - delvis anført i deres ældre almindelige ortografi er valgt således, at læseren kan se, at der ikke er tale om, at skriften har fremkaldt disse dialektalt set konservative former, det er tværtimod Skrivten, der her - som det er langt almindeligst - har ændret sig efter udtalen). Endvidere: vågda ,vogte', rigd,rigt',sycjd,sygt',ænafigd,endeligt'sb.,sdægd,stegt', sciqd ,sagt', - bogisdcr'våf ,bogstaver', /a/ ^mogs\gåd^ ,Farimagsgade', rigs\vSbn ,rigsvåben', lægså ,Lexer' ( = lektier), sags ,Sax, saks' osv. (kbhsk. har dog formen safsdn ,seksten' stemmende med nabodialekterne; se i øvrigt §§62,137 i vor lydhistorie); kbhsk. har endvidere to køn, ikke som nabodialekterne tre, og i kbhsk. kan ,anden' pron. ligesom i oldsproget ikke bøjes i bestemthed, hvor skånsk og østsjællandsk kender: ,en anden/den andre' adjektiver på -sk i neutrum, ,rask(t), frisk(t), falsk(t)' får i kbhsk. ikke d. Alt i alt må kbhsk. 1600-1840 (vor periodes begyndelse) siges at være en betydelig mere konservativ dialekt end østsjællandsk (konservativ = oldsproget nærtstående), og dermed alt i alt den mest konservative danske dialekt, når de svenske besiddelser (og bornholmsk) udelades, vel at mærke, for som sagt er gammelt og nyt blandet overalt, og det er let i detaljen at plukke læssevis af arkaiske træk ud fra de andre dialekter. Den kbhsk.e relative konservatisme glider da ind i det klare mønster - al brogethed til trods - af stigende konservatisme fra vest mod øst: vestjysk - østjysk - fynsk s*

67

sjællandsk - kbhsk. - skånsk (med bornholmsk). Ikke desto mindre tyder meget på, at kbhsk. er den eneste dialekt, hvis udviklingstempo sættes op efter middelalderen; i nyeste tid, 1840-1955, indtræder en helt overrumplende mængde udviklinger, nemlig lydlige, - vi ser helt bort fra de ordforrådsmæssige (lånene), - så hvis dialekterne ikke var ved at uddø, ville man sikkert snart se kbhsk. (rigsmålet) overhale dialekterne i udviklingen bort fra oldsproget, men da nu de andre dialekter for en stor del er uddøde i 1955, kan man ikke rigtig sammenligne længere. Det stigende udviklingstempo i kbhsk., vi altså mener at kunne konstatere, må så atter sættes i forbindelse med ovennævnte sammenhæng mellem sprogsamfunds-størrelse og udviklingstempo: Kbhsk. er jo siden 1600 blevet talt af en meget stærkt voksende befolkning. Dette gælder ikke de andre dialekter, bortset fra storkøbstadsdialekterne, men dém kender man imidlertid ikke fra gammel tid, undtagen de sønderjyske og odenseansk. Som sagt ser vi spirerne til kbhsk.ens fuldstændige udbredelse i 1600-tallet, men der er langt igen. Omkring 1700 er det endnu forskellene i de dannedes sprog fremfor lighederne, der er slående. På denne tid kan vor store grammatiker Jens Pedersen Høysgaard 1698 Århus udtrykke sig således: „den store ulighed imellem dialekterne hos de skikkeligste [ = mest dannede] og vittigste [ = intelligenteste] personer" (ortografien ændret). Heroverfor kan så passende anføres den 150 år yngre sprogforsker Karl Verner 1846 Århus' ord: „ . . . at det dannede samfunds sprog, som skriftsproget oprindeligt er udgået fra, og hvorfra det [skriftsproget] rekrutteres og fornyes, tales omtrent ens over hele riget." Disse citater afspejler bedre end mængder af opgørelser det store skred blandt de dannede henimod et helt ensartet rigsmål. Skreddet kan nøje følges også efter Verner, nemlig i vor periode 1840-1955; jo yngre, jo færre lokalt bundne former, alt andet lige. - Det er imidlertid ikke kun i dannede kredse eller de højeste lag, at kbhsk.e former infiltrerer og fortrænger de lokale, skreddet er i perioden overordentlig mærkbart i alle lag: dialekterne rammes hårdt kvantitativt (antal personer) og kvalitativt. Derved øges antallet af personer, der blot taler kraftigt lokalfarvet. Men de i forvejen (dvs. ved 1840) kraftigt lokalfarvet talende, dvs. de laveste lag i provinsbyerne, dé - eller rettere deres efterkommere - taler efterhånden med mindre og mindre lokalpræg, og så fremdeles gennem hele samfundet. Der er i sandhed skæv rekruttering til de (nogenlunde) rent rigsmålstalendes rækker - både socialt og geografisk. Det sidste derved, at lokalformerne står langt svagest på Sjælland: I landdistrikterne dør dialekten hen ca. 1920 (i vor terminologi!), i de lave sociale lag i byerne bliver lokalformer mod periodens slutning rene sjældenheder; træk som ka-w, ba-ip, sdw' ,kage, bage, sag', bøga ,bygge', eif ,ind', mo'seg ,musik', vi', di' ,vi, de' er ganske almindelige hos jævne sjællændere 68

1900-25, der ikke kan siges at tale egentlig dialekt, men de er rene sjældenheder efter 1940; i de højeste lag ser vi, at der blandt sjællændere fra ca. 1880 opstår en voksende skare, hvis sprog overhovedet ingen lokale former har, og som følgelig ikke kan skelnes fra de h-kbhsk.-talende. Hvordan er det nu egentlig gået til, at de kbhsk.e former fra 1600-tallet og frem får befæstet sig efterhånden overalt i riget og herfra tenderer mod den totale sejr? Vi kan desværre ikke besvare dette tilfredsstillende. Der kan, såvidt vi kan se, være tale om to og kun to faktorer; de har selvfølgelig begge virket - sikkert også i væsentlig udstrækning -, men styrkeforholdet mellem dem har vi ikke overblik over (at begge selvfølgelig har virket, betyder jo blot, at de har haft en værdi, der overskrider 0): 1) Prestige. Det forekommer umiddelbart helt nærliggende, at kbhsk. er blevet udbredt til et rigssprog for en stor del pga. dets prestige: København er kongens, hoffets, regeringens og alle de fornemste institutioners hjemby - vigtigst af dem alle måske: universitetet, for det, at universitetet lå her, betød jo, at alle akademikere og det vil først af alt sige præster, senere også læger mv. - uanset om de er opvokset i København eller ej, har tilbragt en årrække i en ret sprogmodtagelig alder i byen København, hvorefter de er blevet spredt ud over det ganske land, hvor de i kraft af deres uddannelse, intelligens, magt m.m. har nydt overordentlig prestige. - 2) Almindelig sprogpåvirkning og -erobring efter Napoleons metode, naturligvis uden at der ligger en bevidst vilje til sprogerobring bag; læseren bedes her og i det følgende gøre sig klart, at sprogkamp (ubevidst) og militærkamp selvfølgelig er noget helt forskelligt. Det kan umiddelbart synes umuligt, at en enkelt nok så stor by skulle kunne udbrede sine sprogformer til resten af landet ved almindeligt sprogligt samkvem, når denne rest trods alt er mange gange større end byen. Ikke alene er dette imidlertid muligt, det er også naturnødvendigt - hvilket general Napoleons eksempel burde have belært enhver om: feltherrens princip var jo altid at opsøge fjenden, hvor denne var i mindretal, for derved kan man i løbet af en række slag slå selv den tifold stærkere - desto hurtigere, hvis man for hvert slag indrullerer de besejrede i sin egen hær. I sprogkampe benyttes altid sidstnævnte variant. Hvis læseren nu sidder og ikke ved, hvad han skal stille op med fænomenet Waterloo, må han blot betænke, at her brød feltherren sit eget princip; bruger man det, så kan man nemlig ikke tabe, for ved styrke skal ikke forstås numerisk styrke, antal kavalerister, artillerister etc. men ren faktisk styrke; det kan derimod, hvis fjenden er snu, være umuligt at anvende princippet. - Alt dette er ikke krigsliderligt flip, men sprogvidenskabelige fundamentalia, som enhver sproginteresseret bør gøre sig klart. Vi forsøger at illustrere det:

69

Uden om et tætbefolket sprogsamfund ^ s kan der være et bredere eller smallere bælte, som gennemsnitligt har nøjagtig samme samkvem med dette sprogsamfund som med et udenomliggende nabobælte j ^ ^ , og som har så stort absolut samkvem udadtil, at sprogpåvirkning udefra overhovedet bliver muligt. Efter den almindelige nærhedsfaktor påvirker nu alle bælter hinanden, men ^^-omr&det falder hurtigt i hænderne på U B , fordi dette er langt mere ensartet sprogligt, nemlig ét enkelt sprogsamfund, end |§|i, der jo - geografisk mere spredt, som det må være - er sprogligt langt mere uensartet. HJiltropperne arbejder alle i effektivt fællesskab. %$g -tropperne kan ikke rigtig finde fodslaget, nogle beskyder visse punkter og dele af H , andre retter skytset mod helt andre punkter (i sproget) og dele (af H ) - § 1 m å f,w (side 39), for blot at nævne en enkelt blandt talrige, har vi set udbrede sig lidt forsinket selvfølgelig, men dog forbløffende hurtigt - til provinsielt rm.talende og helt ud i fjerne dialekter som vendelbomål og bornholmsk. De unge vendelboer og bornholmere har ikke længere q i deres sprog, skønt de 74

ellers kan tale ret så uforståeligt for almindelige ikke-sprogfolk. En 3. begrundelse for synspunktet „de fristende udviklinger" er dette, at det egentlig slet ikke er former, der her udbredes, men simpelthen udviklingen: en udskiftning (svækkelse) af q med /, w begynder i København, men følges ret hurtigt op overalt, uanset om de nye former findes i kbhsk. eller ej; særjyske ord som fx slo'q ( = (lang) lømmel) eller særformer som le-q ,ligge, lægge' rammes lige fuldt, ja endog hvor formen kommer til ligefrem at fjerne sig fra kbhsk.: Vendsysselsk treh > trceh ,triller', almindelig jyskfarvet rm. råd', tråå$ > rad\ trtxd$ ,ræd, træde'. Talrige eksempler kunne nævnes. - Det blev under 1) nævnt, at næsten ingen landsomfattende udvikling i nyere tid udgår andetsteds fra end København. Vi kender kun få herhen hørende tilfælde: a-assimilation (side 24) kan faktisk konstateres klart tidligere i sjællandsk dialekt, hvor den vel at mærke også er en ny udvikling. Den indtræder „forsinket" i kbhsk. og så videre ud i provinsielt rigsmål og dialekter (!), men selvfølgelig er det ikke godt at vide, om sjællandsk egentlig har haft nogen væsentlig betydning for udviklingen i kbhsk. (At kbhsk. omvendt er katalysator i almindelighed for det øvrige land er klart nok pga. „forskydningernes" store antal; det kan jo ikke være tilfældigt hver gang, at netop kbhsk. er tidligst med overgangen). Vokalforkortelse foran 6 (side 50) er også tidligst i sjællandsk dialekt og synes også at være en ny udvikling i sjællandsk. Herudover kan det nævnes, at vi kan konstatere en generel lydovergang ræ- > rå' {trce-m > trå-na, bræ-i > brå^, træ'' > tro" ,træne, bræge, træ' osv. i det meste af Jylland og Fyn (ikke alle har den, særlig ikke dem med det mindste lokalpræg); udviklingen er jo en r-påvirkning, som vi møder så mange af i perioden - helt parallel med ræ > rå (side 30), blot holder denne r-påvirkning sig helt borte fra kbhsk. og sjællandsk, hvor det oprindelige røer kun åbnes en lille smule, nemlig > ræ*' eller ræ. Det, at også de nye udviklinger i kbhsk. udbreder sig til resten af landet, må selvfølgelig betyde, at der opstår nogle former, som en tid er lokalt kbhsk.e, derpå lokalt bundet til København og Sjælland, og som først efter en vis mellemperiode bliver helt ulokale, rm.-former. Og tilsvarende bliver i den samme mellemperiode den gamle kbhsk.e form, som jo i almindelighed var en rm.-form (udbredt overalt), pludselig provinsielt bundet, stadig mere snævert, indtil den helt er fortrængt i provinsen. Da 1-kbhsk. oftest, mht. generelle lydudviklinger, går i spidsen i København, bliver forskellene i disse mellemperioder størst mellem 1-kbhsk. og provinsielt. Eksempler: Det i kbhsk. nyudviklede å- < aT- er i periodens første årtier bundet til København og h-sproget i sjællandske købstæder. Så bliver det efterhånden almindeligt overalt, og så snart aM- er helt uddødt i kbhsk. (ca. 1925), er formen jo blevet provinsielt bundet, og det vedbliver den at være perioden ud. Det 1-kbhsk.e ro. < rå er almindeligt i 1-kbhsk. i 1880'erne, men på den tid vist endnu helt 75

forbeholdt København. Først fra ca. 1900 kender vi det i sjællandsk 1-sprog og først efter 1920 fra jysk og fynsk 1-sprog. I h-sprog er det i periodens slutning almindeligt i København, men endnu ikke overalt, ocq i ord som ,drage, brag, krager' udvikles i 1-kbhsk. allerede i 1890'erne > tx-io, men tilsvarende former er - tilfældigvis - gamle i mange sjællandske og fynske dialekter, ccw er da en tid, også efter at være trængt ind i h-kbhsk., lokalt bundet, æq ulokal. I hvert fald ved 1935 findes /, (æ' og v er derimod mange steder et fra kbhsk. (rm.) indkommet træk, nemlig de mange steder, hvor e' henholdsvis w er stedets gamle udtale). Men vce'[ etc. kan også høres i egne, hvor den dialektale udtale faktisk er vcé'k, vcé'g. Det dialektalt set østjyske -dt, ad svarende til skriftens ,-et, -ed' kan høres uden for østjysk, dog ikke nær så almindeligt, skd, tkdn, jå'bau ,sort, torden, jordbær' (også med åu) m.fl. kan høres i Jylland og på Fyn også på steder, hvor de ikke stemmer med den egentlige dialekt, fx i Vendsyssel, hvor ,sort' hedder sot eller swo^t, eller østfynsk, hvor det dialektalt i maskulinum-femininum hedder sow'jd, kun i neutrum skud. - Af lokale træk, der ikke har rod i dialekterne, findes som sagt kun uhyre få; nævnes kan det sjællandske kræd's ,kreds', jysk-fynsk 15A'da ,lørdag' og fig ,fik\ nordjysk visda ,vidste', samt jysk-fynsk blo-di, sdædi, sdæ-di, dydi, mcrdi ,blodig, stadig, stædig, dydig, modig' m.fl. Om formernes oprindelse, se vores lydhistorie § 137 med henvisninger. Hertil kommer selvfølgelig hele den gruppe former, som er gamle rm.-former udgået på vanlig vis fra København, men som pludselig bliver lokalt bundet, fordi københavnerne ændrer deres form; til de ovenstående eksempler kan her føjes: ]jæ Jeg', der i kbhsk. er helt forsvundet efter 1910, afløst af ]jå, lja, i/a, men som lever videre i alle provinsens hovedområder. De lokalt bundne former, der som nævnt overalt findes side om side med ulokale, er i almindelighed positivt korreleret med lav social status hos den talende - mere eller mindre - mens de ikke-lokale, altså rm.-formerne, dér, hvor der findes lokale alternativer, er korreleret med høj social status. Da de laveste sociale lag gennemgående taler med stærkest lokalt præg (se dog ovenfor om de små egentlige dialektsamfund, hvor der ikke er sproglige sociale skillelinier), giver det sig selv, at de lokalformer, der kun findes i et i øvrigt meget stærkt lokalpræget sprog, er stærkest lavsocialt korreleret og så fremdeles opad i det ovenfor nævnte hierarki. De fleste steder i provinsen findes der lokalformer, som er ganske almindelige selv i de højeste sociale lag, fx sjællandsk mid ,midt' og jysk lenjd ,linje', men de bliver alligevel svagt lavsocialt korreleret, fordi de ulokale alternativer, som jo også findes de pågældende steder (ellers var de ikke ulokale) til gengæld i slige tilfælde er forholdsvis snævert begrænset til de højere kredse. - Fra hovedreglen er der dog undtagelser, vigtigst er de tilfælde, hvor lokalformen er en oprindelig rm.-form, der blot er blevet lokal pga. en ny udvikling udgående fra København (pas på ikke at benægte, at sådanne former bliver lokale ved fx blot at 77

kalde dem gammeldags rm.-former: efter en sådan sprogbrug er nemlig htvi'd ,hvid' eller ded ,det' gammeldags rm.-f ormer, for de har eksisteret over hele landet!) Fx bliver orq (,krage' etc.) som nævnt, efterhånden som oc-q > orw gennemføres i kbhsk. og på Sjælland, lokalt bundet til resten af landet; på Fyn har der imidlertid været xu> i de lavere lag og dialekter mindst fra 1494 (fødselsåret for Hans Tausen ved Odense/Slagelse, hos hvem vi tidligst har fundet herhenhørende skrivemåder). Altså er i denne situation orw den ulokale, men (svagt) lavsociale, <xmq lokal, men (stærkt) højsocial. Mange af de fra København udgåede lydudviklinger, fx re > ro™, udbreder sig ganske uden konstaterbare sociale forskelle. Om en yngre jyde efter 1930 har reformer, der nu er lokale, eller obligatorisk neT, som er et rm.-træk på dette tidspunkt, synes at være socialt ganske uafhængigt. Er der nu nogen i provinsen, der har lutter ulokale, rm.-former i deres sprog? Efter vore undersøgelser: Ja, på Sjælland, men også kun her, og først fra slutningen af 1800-tallet, og kun blandt h-sprogstalende. De yngre 1-sjællandsk-talende kan ganske vist have meget få lokale træk, men vi har hidtil altid fundet nogle. De nævnte h-sjællandsk-talende uden lokaltræk kan følgelig ikke skelnes fra h-kbhsk.-talende. Uden for øen Sjælland med København (og naturligvis Amager) er der altid lokalt præg. Det kan være meget beskedent, særlig hos yngre og særlig fynboer og Lolland-falstringe; herudover er det normalt let konstaterbart selv i de højeste sociale lag. Det sagte udelukker ikke, at personer opvokset uden for Sjælland, men som senere har skiftet sprogmiljø ved at flytte til Sjælland-København, vil kunne aflægge sig ethvert lokaltræk, men faktisk tror vi heller ikke på dét: alle iagttagne har haft lokaltræk. - En direktør med doktorgrad født 1921 i Grenå, siden 1941 bosat i København, mente at tale ulokaliserbart rigsmål og var aldrig i hverdagen blevet „antastet" som jyde; han var da også ganske blottet for jysk intonation ( = sprogmelodi), hvilket jo er det, amatøren lægger mest mærke til. På opfordring udsatte vi ham for vores „jyde-detektor", der straks konstaterede over ti områder (ikke ord), på hvilke han reagerede jysk. Cimber cimber est.

78

Advarsel mod fonetisk besjæling

„Når en mand siger rcegto (.rektor'), ved jeg præcis, hvor jeg har ham." Således sagde engang en universitetslærer til os, og vi vil her tillade os at anføre det som et mønstereksempel på den fonetiske dødssynd, vi kalder „fonetisk besjæling". Fonetisk besjæling vil sige, at et bestemt fonetisk træk, en udtale, hos en person opfattes som eF^lnéire eller mindre sikkert - vidnes^ byrd_om en bestemt sjælelig holdning, en karakteregenskab, en_bestemt evne, stræben eller lignende. Fonetisk besjæling er ødelæggende for de fleste fonetiske iagttagelser og ræsonnementer, men ikke desto mindre uhyre almindelig - ja, noget kunne tyde på, at fonetisk besjæling er en af de faldgruber i livet, som det ligefrem er normalt at styrte sig i. Er det ikke ligefrem normalt og naturligt for et almindeligt menneske, der lærer fransk, at sige, at franskmændene ikke kan (eller har meget svært ved at) udtale h og derfor siger: Le Havre, honneur osv. uden h? De nævnte udtaler tolkes altså som udtryk for en manglende evne til eller vanskelighed ved at udtale et h - et klart eksempel på fonetisk besjæling. Ved en lidt dybere betragtning kan deflestedog nok ledes til at indse, at de her bytter lige om på årsag og virkning, for det, at de fleste franskmænd ikke kan eller har svært ved at udtale [h], er selvfølgelig forårsaget af, at de nu engang ikke har noget [h] i deres sprog (og ikke omvendt). Og det, at de ikke har noget [h] (det forsvandt allerede i de hjemlige ord hos deres latinsktalende sproglige forfædre omkring Kristi fødsel), kan jo ikke med nogen ret tolkes som udtryk for noget sjæleligt, hverken dovenskab, verbal usmidighed el. lign. Det er absurd at mene, at de folk, der dropper sproglyden [h], skulle afvige mentalt fra andre. Vi ved jo, at lydlige ændringer, herunder lydbortfald, finder sted i alle sprog til alle tider. Ganske tilsvarende besjæles fynboerne fonetisk, når det om dem siges, at de siger gla, ma og båwve-gro- (,glad, mad, boghvedegrød'), „fordi de ikke kan sige <J". - Selv Bibelen gør sig skyldig i fonetisk besjæling i følgende berømte fortælling, det første af os kendte historiske eksempel på anvendt fonetik: „Derpå samlede Jefta alle Gileads mænd og angreb efraimitterne; og Gileads mænd slog efraimitterne. Og gileaditterne afskar efraimitterne fra Jordans vadesteder. Hver gang så en af de efraimitiske flygtninge sagde: „Lad mig komme over!" spurgte Gileads mænd: „Er du efraimit?". Og når 79

Han svarede nej, sagde de til ham: „Sig sjibbolet!" (ordet betyder „aks"). Og når han da sagde sibbolet, fordi han ikke kunne udtale ordet rigtigt, greb de ham og huggede ham ned ved Jordans vadesteder. Ved den lejlighed faldt 42.000 efraimitter." (Dommernes Bog, kap. 12). Der skulle naturligvis have stået „fordi han udtaler ordet ,sjibbolet' sibbolet". Eller tag et eksempel som den rigsmålstalendes opfattelse af dialekterne. Når en rigsmålstalende bybo hører en bonde tale ravjysk, er det vel ligefrem normalt, at han mere eller mindre bevidst forestiller sig, at dialekten er en udartning (udvikling) gennem generationer af hans eget rm. Da bonden selv i en række henseender forekommer ham primitiv, besjæles hans sprog til også at være noget mere primitivt. Dette er - efter vor mening en helt naturlig (alt for naturlig) reaktion, der slet ikke forudsætter nogen aversion mod landboen. I dag ved vi, at alle landets dialekter - ganske som den københavnske dialekt, der af tilfældige historiske grunde blev ophøjet til rigsmål går i lige linie tilbage til urgermansk, dvs. det sprog, der engang i keltisk jernalder taltes i hele Norden og Tyskland. Vi ved også, at ingen dialekt i nogen fornuftig forstand er primitivere end rm. Alt, fra elektronik, semiotik og eksistensialisme til kærlighedslyrik, kan udtrykkes lige så præcist eller, desværre, upræcist og smægtende på dialekt som på rm. (Pas på ikke at tro, at ord som .matematik, logik, semiotik, karburator, differentiale' ikke skulle tilhøre dialekternes ordforråd. De er importerede ja, ganske som de er det i rigsmålet - som regel direkte fra skriftsproget og derfra igen fra fremmedsprog, undertiden direkte fra et talesprog. De bruges i dialekterne alt efter den talendes udsyn og viden, altså ganske som i rigsmålet i byerne.). Før ca. 1800 stod imidlertid også videnskaben her på det fonetisk besjælende standpunkt. Samme videnskab må imidlertid i sandhedens navn siges langtfra at have sat sig ud over fonetisk besjæling, jf. indledningscitatet. Et grelt eksempel er følgende citat fra 1968: „De nævnte højerestillede lag vil almindeligt reagere mod de sproglige såkaldte „uvaner" hos det, man har kaldt byalmuen. Disse vaner sidestilles med dårlige manerer, klædedragt osv., og man reagerer mod dem ved at gå til den anden side. Der ligger sandsynligvis også sociale årsager bagved, når det københavnske borgerskab engang i sidste del af 1700-tallet ændrede udtalen af r i forlyd fra at være et fortunge-?- til at blive det bagtunge-r, vi nu bruger. Man har reageret mod det „bondske" snurrende r. Det er de samme pænere kredse i København, som har reageret mod den «-agtige udtale af a og trukket den tilbage: gcrda for gæ-da. Pudsigt nok ser det ud til, at man har været så konsekvent, at der hvor a hos menig mand var trukket tilbage foran r, der har man skudt det frem og fået udtalen fæ-r af ordet /ar." 80

Citatet stammer fra en ellers umådelig omhyggelig og forsigtig filolog; typisk er det, at besjælingen slippes løs for fuld udblæsning, når det gælder rigsmål, for i filologien har den nu kun trange kår, når middelalderlige eller dialektale emner behandles. Den citerede beskrivelse er dog ikke kun uheldig pga. besjælingen, men også ved helt og holdent at være gætværk - på grundlag formentlig af få og meget spredte iagttagelser. » Mindre fatal, men ligeså typisk er følgende lille samtale meddelt os af den ene af de optrædende. En stor dansk filolog født 1905 opvokset i København og på Herlufsholm snakker kollegialt med en andenfilologfødt 1900 i Århus. På et tidspunkt siger den ene en sætning, hvori ordet læ'do (,læder') forekommer. Den anden afbryder brat: „Du bruger da ikke den ekspeditricedanske udtale!" Han sagde selv læ'u, og det lå i bemærkningen, at han forbandt udtalen fe'ob med en bevidst stræben efter korrekthed, en stræben, som han mente var særlig almindelig blandt ekspeditricer. Atter et eksempel på besjæling - og atter af den helt forfejlede slags, for selvfølgelig kan man teoretisk godt besjæle korrekt. Blandt rm.-talende født omkring 1900 er udtalen Icé'do i stort overtal (uden for sammensætningerne ,viske-, bisse-, svine-, sale-, fedte-, okselæder'); filologen født 1905 hørte imidlertid til det lille, svindende mindretal, der endnu sagde læ'j, men som så mange er han fejlagtigt gået ud fra, at hans egen udtale var den normale i hvert fald blandt dannede og ukrukkede mennesker. Det er først og fremmest det faktiske forhold, at de lavere sociale lag i Danmark taler - særlig fonetisk - noget anderledes end de højere sociale lag, der er udgangspunktet for fonetisk besjæling. Ustandselig møder man opfattelsen af, at denne eller hin person prøver at tale fint, taler affekteret osv. eller omvendt snobber nedad, prøver at tale som arbejderne, vulgært provokerende osv. Selve dette at en arbejder normalt taler anderledes end en direktør berettiger kun meget indirekte til besjæling: Hvis man hører, at en person, N.N., taler udpræget h-sprog eller udpræget 1-sprog, så kan man - hvis man da ellers kender de danske sociolekter, som veksler fra sted til sted og fra generation til generation - med en forholdsvis stor grad af sandsynlighed groft placere N.N. socialt. Det er dog først og fremmest vor ven N.N.'s faders sociale status, da lille n.n. voksede op, der kan bestemmes. Sandsynligheden for korrekt at placere N.N. selv på taletidspunktet er allerede fortyndet noget. Dette skyldes ikke, at man først og fremmest taler som sine forældre, man taler fonetisk i alt væsentligt som ens jævnaldrende i miljøet, men hvis forældrene er højt socialt placeret, vil dette miljø gennemgående være højsprogspræget og omvendt. Nu er selve den sociale status jo imidlertid ikke nogen sjælelig egenskab. Endnu er der altså ingen basis for fonetisk besjæling. Men da nu, som enhver ved, politisk indstilling, syrn- og antipatier, 6 Udtaleforskelle i Danmark

81

hobbies m.v. korrelerer ( = viser statistisk sammenhæng med) med social status, ja så kan man med en yderligere fortyndet sandsynlighed antage diverse sjælelige forhold hos N.N. ud fra sproget. Sandsynligheden for, at N.N. er en ihærdig golfspiller, øges givetvis, hvis vi hører, at han siger dada ,datter', og sænkes, når vi hører, at han siger dådo, til gengæld øges da sandsynligheden for, at han er en passioneret dyrker af brevdueløb. Men som det ses, kan der kun besjæles med forholdsvis ringe grad af sandsynlighed og kun helt generelt i henseende til de evner og holdninger, der nu engang er typiske for de forskellige sociale lag på det pågældende tidspunkt; der kan ikke besjæles individuelt. Ønsker man at bestemme den individuelle sjælelige beskaffenhed, er man faktisk tvunget til at høre, hvad N.N. siger og ikke, hvordan han siger det. Er der nu ingen mennesker, der har lagt deres sprog om i opad- eller nedadsnobbende retning ? Det mener vi nok der er, men fænomenet er stærkt overdrevet. - Nogle småtræk kan sammen med de ovenstående belyse det. Før 1880 er udtalen ro^bysd ,robust' ganske almindelig vsa. ro^busd; efterhånden uddør den første, men nogle skal jo være de sidste med den gamle udtale i behold; vi har mødt den hos komplet usnobbede mennesker endnu i 1905. Disse sidste kan imidlertid være næsten sikre på at blive betragtet som affekterede, hvis de i en forsamling af jævnaldrende eller yngre kommer til at benytte dette ord og udtaler det så tydeligt, at tilhørerne må bemærke det. I stedet for at tænke: det var da en sjov udtale, tænker de fleste (? i hvert fald alt for mange): det var da en krakket udtale. Men det er det altså ikke! Udtalen er jo i øvrigt ikke mærkeligere end y(-) i ,tribune, debut, succes, budget, frisure' eller dobbeltformerne «(")/#(') i ,dupere, obscur'. Men det tænker de færreste på. En anden udsat minoritet er dem, der født efter 1940 er så uheldige endnu at have a i ,alder, allerbedst, anerkende, Albert' (se forklaringen side 14). Den ene af denne bogs forfattere siger sådan og kan bevidne, at det blandt jævnaldrende og yngre ikke alene kalder på smilet hos flertallet, når de når at opfatte det, men også på besjælingen: Krukke! Kulturpave! Snob! m.v. - Karen Blixen født 1885 har takket være sit meget ejendommelige sprog været et yndlingsoffer for alle besjælere. Nogle er overbeviste om, at hun snobber nedad, fordi hun siger ar pi ,egen', kåm'åf .kommer' osv.; de ignorerer, at hun samtidig siger/«/', kan' osv., fx-m ,charme', har uaffrikeret t = [dh]: dharrigd o.m.a., og at en nedadsnobben er komplet uforenelig med det aristokratiske livssyn, der fremgår af hendes bøger. Andre har den modsatte opfattelse: affektation i opadstræbende retning, og ignorerer tilsvarende de andre udtaler samt atter livssynet: hun stræber selvfølgelig ikke mod at efterligne aristokratiet, hun er jo aristokrat. Hendes sprog er ganske simpelt knap 50 år bagud for sin tid, dvs. at det svarer til gennemsnitligt h-sprog hos københavnere født ca. 1840. Og en så stor konservatisme 82

er højst ualmindelig, blandt adelige såvel som andre. Den kan umuligt skyldes bevidst stræben, dertil er den alt for nøjagtig og alt for uafhængig af skriften. Enhver person, der vil gøre sit sprog gammeldags, vil nemlig begå den fejl (mere eller mindre) at lægge udtalen op ad skriften og fx indsætte q ikke blot i ,sprog, sag, eg', men også efter /, y, u i ,pige, syge, uge' eller i ordet ,dag', hvor de gamle københavnere næsten aldrig havde q. Karen Blixens sprog er „naturgroet" som deflestemenneskers, og skyldes ganske særlige opvækstbetingelser, ligesom hendes broders, Thomas Dinesen 1892, der taler næsten ligeså arkaisk. — Da Poul Henningsen levede, var det en udbredt opfattelse, at han sprogligt snobbede nedad. En dansk filolog bebrejdede ham det sågar i en radioudsendelse. Besjælingen skyldes naturligvis, at man i forvejen ved, at han er den jævne mands varme fortaler, og at man samtidig har nogle vage forestillinger om, at han stavede ,osse, ka, ku, te, avstand'. Og det ser jo tit „vulgært" ud - atter i kraft af forfejlet besjæling; for mange har det sikkert også spillet ind, at han ofte brød nogle flertals-samfundsnormer, særlig seksuelle. Der er imidlertid ikke ét lavsocialt træk i hans sprog, inkl. ordvalg. Det er helt og holdent h-kbhsk., som det må være med hans opvækstvilkår, og han afviser da også pure beskyldningen, idet han udmærket var klar over, at han sprogligt stod arbejderkulturen fjernt. En almindelig variant af besjæling er den, der går ud på, at en bestemt udtale ikke skyldes direkte op- eller nedadstræben, men stræben efter at tale som en bestemt anden person. Samme Poul Henningsen blev ofte beskyldt for at have dannet skole blandt en vis gruppe intellektuelle mht. udtalevaner. Dette er igen helt fejlagtigt, hans udtale havde som sagt intet ejendommeligt ved sig, var helt normalt h-kbhsk. (som 1890'er-generationen talte det); eneste lidt ualmindelige træk var den lidt fremskudte korte a-lyd foran w (,savne, snavs, af-' osv.), som bestemt ikke dannede skole; selve hans stemmeklang, betinget af hans stemmebånds længde og hulrummenes størrelse i svælg, mund og næse m.v., er der vel ingen der i fuld alvor vil påstå blev efterlignet, så tilbage bliver en helt luftig og ukontrollabel påstand om, at hans mundtlige stil (syntaks, ordvalg osv.) skulle have grebet om sig i særlig grad. — I dag hører man undertiden samme påstand om Klaus Rifbjerg: en gruppe yngre venstreorienterede intellektuelle skulle efter Rifbjerg have deres egen lavsprogsprægede „jargon", som det i al vaghed kaldes. Vi tror ikke et øjeblik på det. Venstreorienterede (intellektuelle eller ej) taler ligeså forudsigeligt høj- eller lavsprog svarende til deres forældres sociale placering som alle andre grupper i samfundet. Besjælingen skyldes selvfølgelig, at Rifbjerg har en del fonetiske lavtræk i sit sprog, og at mange ikke er vant til dette hos en forfatter. Når de så hører den næste i radioen, der også har lave træk, „så er det nok Rifbjerg, han har det fra!" Af de almindeligt kendte, yngre forfattere taler imidlertid stadig det store flertal h-sprog. 6«

83

I forrige århundrede var det fru Heiberg man påstod dannede skole. Hun skal på scenen have udtalt [i, y] i en række ord, alle andre havde [é] og [ø] i, fx smyga ,smykke'; da imidlertid ingen person i Danmark udover hende iflg. nogen kilde har sagt eller siger smygs, virker påstanden alene af den grund absurd; hun skulle også have sagt kysd ,kyst', en udtale der findes i talrige dialekter og endnu er ganske almindelig på Fyn og før 1900 også i København. Da der heller ingen sproghistoriske grunde er til, at dette ord ikke skulle kunne have [y], er det grebet ud af luften, at fru Heiberg skulle have skabt den. Peter Jerndorff 1842 har lagt mærke til, at mange siger syd ,syd' og sbyå ,spyd', og da han selv siger sy'd og sby'd, irriterer det ham; da han nu mener at huske, at fru Heiberg brugte de stødløse former, ræsonnerer han som så: hun har skabt dem, og de andre efterplaprer hendes udtale. Imidlertid er overgangen sy'd > syd og sby'd > sbyd i fuld overensstemmelse med en indviklet fonetisk udvikling i dansk (se vores lydhistorie § 79), og kun meget få teatergængere vil i øvrigt bemærke en sådan udtaleforskel, færre drømme om at efterligne den. I dag siger mindst 95 % af alle under 60 år syd og sbyd. Iagttagelser som de ovenstående gør én dybt skeptisk mht. fonetisk besjæling. Man kan endnu engang spørge: jamen, er udtalen da aldrig udtryk for en eller anden stræben, er den aldrig påtaget, affekteret? Her bliver det lige nødvendigt at definere ,påtaget sprog'. Det går nemlig ikke an blot at regne dette = ,resultatet af bevidst sprogændring hos en voksen person'; et sådant vil selvfølgelig altid være ,påtaget sprog', men dagligsprogets ,påtaget' eller (især) ,affekteret' dækker også tilfældet, hvor en person ubevidst ændrer sit sprog i en stræben op eller ned eller henimod et eller andet forbillede. Altså må vi sige, at påtaget eller affekteret sprog (NB ,affekteret' bruges i dagligsproget næppe om nedadstræben, det gør ,påtaget') er sprog, der er resultatet af en sprogændring, der skyldes et bevidst eller ubevidst forbillede, som ikke ville kunne nås ved den blotte normale påvirkning fra de faktiske sproglige omgivelser. Vi må da sige, at der er mennesker, der taler ,påtaget sprog', som præciseret ovenfor, men uhyre få. Skuespillere, speakere, talepædagoger kan her efter behag lades ude af betragtning, de kan jo også afse helt andre tidsrum til at arbejde med deres sprog i end andre, men i øvrigt er det i almindelighed kun en overskuelig række, de „påtager" sig, meget kommer af sig selv i miljøet. - Mange mennesker har vel aflagt et par udtaler, som en forælder eller lærer ikke har villet tåle. Men en håndfuld enkeltordstræk berettiger jo ikke til at tale om ,påtaget sprog"; det er i øvrigt forbløffende, så uimodtagelige mennesker er for bevidst sprogrøgt. Vi udspurgte engang 14 unge h-kbhsk.-talende, om de kunne nævne nogle udtaler, de var blevet advaret mod. Alle mindedes at være blevet advaret mod mangt og meget af forældre eller i skolen, men enten kunne de slet intet konkret huske, eller også huskede de ét forbud (fx mod vcucdsé), som de imidlertid i 84

ingen tilfælde fulgte. - Egentlig påtaget sprog har vi kun haft mistanke om hos ca. 3-5 promille af de personer, vi har iagttaget fonetisk, og vi vil hævde, at man kun kan være nogenlunde sikker på at stå over for påtaget sprog, hvis man får meddeleren til selv at indrømme, at han faktisk stræber mod et eller andet forbillede. Fonetikeren må altså her helst have meddeleren „ned på briksen", hvis denne da ikke straks tilstår. De personer, vi har ment at konstatere påtaget sprog hos (indrømmet eller ej), har alle haft, hvad vi i al vor manglende psykoanalytiske indsigt umiddelbart har oplevet som stærke mentale afvigelser fra normalmennesket (bortset selvfølgelig fra gruppen skuespillere, speakere eta). Vi drister os til herfra at slutte, at et menneskes fonetiske vaner sidder så dybt, at de kun uhyre vanskeligt lader sig påvirke ad anden vej end ved almindelig fonetisk påvirkning (o: konstant udtalebombardering i et nyt miljø). Håndværkerfruen, som egentlig godt kunne tænke sig at tale fint, kan altså normalt næsten intet stille op, så lidt som den venstreorienterede rektorsøn, der efter en højsprogsfortid pludselig bogstaveligt ønsker at tale arbejdernes sprog; skal det blive til noget, må de skifte miljø. Det er ikke nok at sidde lænket til TV'et og følge alle udsendelser med Leif Hartwell henholdsvis Bo Rosschou, de må udsætte sig for et nyt miljøs massive påvirkning, først da er der en chance, hvis de ikke er for gamle, for selvfølgelig kan sproget ændres, når de sproglige påvirkninger ændres. Ret store ændringer kan fx indtræde, når mennesker flytter til nye landsdele. Dog må læseren ikke forveksle sprog med intonation ( = „sprogmelodien"). 99% af de mange rørende historier om børn, der efter 2 dage i sommerhuset taler „ravjysk" betyder, at barnet har annamrnet den jyske intonation. Som alt andet menneskeligt opviser også den fonetiske besjæling visse lovmæssigheder. Fonetisk besjæling er jo et lille hjørne af det psykologiske gebet, der hedder ,oplevelsen af andres adfærd', og den fonetiske besjæling er derfor, som det må ventes, uhyre kompliceret. Alligevel har vi ikke kunnet undgå at lægge mærke til en række udslaggivende faktorer; vi fremlægger dem her, dels fordi de er interessante i sig selv, dels til skræk og advarsel (dette kapitels hovedfunktion). Der ligger slet ingen systematisk-statistiske undersøgelser bag, kun almindelige erfaringer og generalisation: 1) En betingelse for, at en udtale besjæles, må være, at den bemærkes. Mindst 90% af, hvad mennesker lægger mærke til, er udtaler, de ikke selv har. Jo længere fra ens egen udtale, jo mere bemærkes den. Af alt det, der iflg. dette er at lægge mærke til, altså de fra ens egen udtale afvigende former, bemærkes - og dermed evt. besjæles - kun en lille brøkdel. Såre naturligt, da sproget jo er et meddelelsesrø nudansk ,hente', gammeldansk ,ødmyg' > nudansk ,ydmyg', ba'gøn'lsn ,begyndelsen' > baxgørCnsi}. BILABIAL: lyd, under hvis artikulation underlæben bevæges mod overlæben. p, b og m er bilabiale lukkelyde. DIFTONG: to vokoider (vokaliske lyde) ved siden af hinanden i én stavelse (,vokoid' = stemt lyd, der er ligeså åben som vokalerne, uanset om den danner stavelse eller ej). Fx æ/ i ordet mal ,mig', cew' i ordet Icew'n ,levn', OÅ i ordet smdj ,smør'. FAKULTATIV (modsat obligatorisk), her: somme tider forekommende, vekslende med anden form. FONEM: sproglyd med distinktiv (betydningsadskillende) funktion, t og d i tæh ,tælle' og dæh ,delle' adskiller forskellige betydninger. Fonemet defineres ofte som den mindste betydningsdistingverende sproglige enhed. HOMONYMI: Dette, at to eller flere ord udtales ens, fx ,hjul, jul, Juhl'. H-SPROG: sprog, der er positivt korreleret med høj social status (korrelerer = viser statistisk sammenhæng med); h'et står for ,høj'. INTONATION: tonebevægelse, sætningsmelodi. Fx har ,Jensen er valgt' og ,Er Jensen valgt?' normalt forskellig.intonation. 110

KLUSIL: lukkelyd, under hvis artikulation udåndingen afspærres, velært k, g, alveolært t, deller bilabialtp, b. Også nasalerne (s.d.) m, n,qbax mundlukke. KOMMUTATION: ombytning af lydlige enheder, bruges især når dette får betydningsmæssige konsekvenser, a og o siges at kommittere i ordparret ,Hans' og ,høns'. En undersøgelse af, om to sproglige udtryk kommuterer, kaldes en kommutationsprøve. KVANTITET: lydlængde. Kvantiteten af i er fx længere i ,mile' end i ,milde'. Vokal med stød og lang ustødt vokal slås ved kvantitetsangivelser normalt sammen og regnes begge for lange. LABIAL: betegnelse for en konsonantisk lyd, under hvis artikulation underlæben bevæges mod de øverste fortænder (labiodental, s.d.) eller overlæben (bilabial, s.d.). p, b, m,/og v er labialer. LABIODENTAL: lyd, under hvis artikulation underlæben bevæges mod de øverste fortænder, / o g v er labiodentaler. L-SPROG: sprog, der er positivt korreleret med lav social status (korrelerer = viser statistisk sammenhæng med); l'et står for ,lav\ MONOFTONG: vokal, der artikulatorisk ikke glider, fx e\ u, k. Bruges kun som modsætning til diftong. NASAL: lyd, der frembringes ved at al luften strømmer ud gennem næsen. m, n, ti er de almindeligste nasaler. PALATAL: lyd, ved hvilken tungen er hvælvet mod eller berører den hårde gane (den hårde gane omfatter ikke alveolarranden s.d.), fx fortungevokalerne og/, /. SPIRANT (el. frikativ): hæmmelyd. Under udåndingsluftens passage gennem talekanalen dannes der en indsnævring, et hæmme./ v, s, s,j og r er spiranter. SYNKOPE: bortfald af vokal, hvorved ordets stavelses-antal reduceres, fx .æselet' > .æslet', ,værsågod' > ,værsgod\ fodogra'fe'o > fodgrafe'o .fotografere', jf. apokope. VELÆR: lyd, under hvis artikulation bagtungen hæves mod, evt. berører velum (den bløde gane), k, g og ri er velærlyde. VOKALKVALITET: de øvre taleorganers indstilling (vigtigst: tungens og læbernes) ved en vokal - i modsætning til fx vokalens længde (kvantitet, s.d.), tonegang, styrke, e, e\ e' har alle samme kvalitet, i-, y, w har forskellig kvalitet. 111

Lydskrifttegn med eksempler (Eksemplerne er hentet fra moderne h-sprog)

a hånd æ hå'nd å' plå'no a rand a' rarnd b bo'

Hanne hane planer rande rane bo obd oppe lab lap ono ånder 0 3 smo'A smør o' smo'o smøre ? påsmøre 3' 0 grønne grond dåse d då'Sd no'do noter gud gut noder d no'do gud gud 5' ud' ud e mend minde e- nwnd mene e' se'nd sent d asgd aske fald f fal' kafd kaffe hof hof gå g gå' sdegd stikke gik gig h hisd hist i ih ilde r i'h ile f sdi'l stil ju'l jul i 112

i

sdop støjer hal hej hal' haj V kande k kand æko ekko gik gik 1 land lande ah alle væl vel væld r væl' m mæsd messe sdæmd stemme æm m m ' æm' em n nå' nå tænd tænde n man man n' man' mand m kocnji 'me'o konfirmere synge 1 sørp ban. bang n Bang ban' n' 0 foto foto O' sdo-h stole o' sdo'l stol pand pande p e'pos epos lap lap r wsd rose æ'rø' Ærø A moA mor moA' mord n buna lpæst Budapest r rag\txim ragtime

s

sø'

sø også ves hvis sjæl S sæ'l gå-p gage has hash retroflext stemt s, nærmest mellemting mellem stemt s og tungespids-T t tan' tand nota no'ta gut gut u kuh kulde w kWh kugle su'l K' sul V vænda vente e'va Eva w pewo peber taw tag to' taw' tav dysse y dysd dyse y dysd sy'l syl y' æ hæh hælde æ- hæ'h hæle æ' hæ'l hæl a tråfd træffe ø køh kølle ø' kø'h køle ø' sø' sø o kond kønne 6' hd'nd høne o" fro' frø 0S3

å åå' i' å' '

låns l&m lå'n kkdd tå'n sle'b sleb ' hun' hun me'na mena '- 'bilisd - 1 biHisd

lunde låne lån korde tårn sleb slip hund hun mene minde billigst bilist

'-i xbran\fa:lid brandfarligt '-' ] broen1 ftx-lid brandfarligt [ gå jcenj gå hjem 0 o streg under konsonant markerer, at konsonanten er stavelsesdannende. Eks.: tædna 'tættende' (sml. tædm 'tætne')

/ lille pause // større pause nasalitet fx måc'n3 måne let runding let afrunding let åbning let lukning let fremskydning let tilbagetrækning ustemthed fx fju fru Kommuterer med

113

UDTALEFORSKELLE I DANMARK Formål: At give konkret viden om danske udtaleforhold i nyere tid og skærpe læserens iagttagelsesevne over for det talte sprog. Idé: At påvise at lydudvikling også foregår i nutidens sprog, samt at påvise kløften mellem talesprog og skriftsprog. Anvendelse: Bogen henvender sig danskstuderende ved seminarier og desuden til alle der beskæftiger sig udtale, fx oplæsere, talepædagoger,

primært til universiteter, men med dansk sprogreVsere.

Indhold: Bogens første afsnil foimer sig som en gennemgang af no()le lydlige udviklinger i moderne d